(Tilbage i 2021 udkom min og Nanna Dahlers oversættelse af Jackie Wangs Carceral Capitalism på forlaget OVO press – på dansk som Fængselskapitalisme – forsynet med et meget smukt og præcist forord af Mikas Lang, og med et langt efterord, som Nanna og jeg havde skrevet, et forsøg på at tænke Wangs analyser ind i en dansk kontekst. Der er allerede sket meget med den danske raciale fængsels/velfærds-stat siden da – men måske kan vores efterord stadig have noget at sige om situationen. Her kan det læses.)

Det der skal afskaffes og det der ikke kan reddes – udkast til en analyse af dansk fængselskapitalisme

Da vi læste Carceral Capitalism for første gang, i sommeren 2018, fik den os blandt andet til at tænke på det danske lejr- og asylsystem med alle dets indespærrende teknikker, al dets biometriske kontrol og dets langsomme, psykiske vold. Vi var begge involveret i kampe for flygtninges rettigheder og genkendte det ”politiske og diskursive dødvande” som Wang beskrev så klart: en dominerende liberal forståelse af racismen, som gjorde den til et spørgsmål om individuelle intentioner og enkeltstående tilfælde, og som også havde det med at den asylpolitiske kamp ind i nogle helt bestemte rammer. Når der skulle kæmpes imod en forestående deportation, følte vi os nødsaget til at fremhæve de aspekter af den deportationstruede persons historie og identitet, som kunne bevise at vedkommende virkelig havde haft noget at flygte fra, eller at de var en aktiv del af det danske samfund – kort sagt, at de var uskyldig. Når der skulle demonstreres imod de rettighedsløse og fængselslignende tilstande i udrejsecentrene, blev det ofte proklameret, til demonstrationer og i kampagner, at de indespærrede ikke var kriminelle. Og når der skulle diskuteres strategier, var der ofte en betænkelighed ved mere ulydige og saboterende protestformer, eller en idé om at det kun var (hvide) danske statsborgere der burde deltage i dem.

 Selvom disse fremgangsmåder måske var nødvendige – for at skabe offentlig opmærksomhed omkring en deportation, eller for at modbevise den udbredte misinformation om hvem der sidder i udrejsecentrene – var de også med til at lede opmærksomheden væk den strukturelle og raciale karakter af lejr- og deportationssystemet. Med vores fremhævelser af den enkeltes uskyldighed, og vores betænkelighed over for mere ulydige modstandsformer, negligerede vi det faktum at grænsesystemet i sig selv er kriminaliserende, og at det i høj grad er racegørende processer der bestemmer hvem der ender i det.