Boligerne bugner af investeringer, børnene har sommerfuglevinger. Hører People in sorrow og tænker på A, og hvorfor jeg ikke kan nå frem til ham for tiden. Også når det kommer til trompeterne er mit sprog utilstrækkeligt. Kender I det når man ikke kender sine egne tanker, ikke ved om man er en avatar for nogle andres. Som da jeg var lille og nogle gange kunne overbevise mig selv om at mine forældre var robotter. Jo mere forælderagtigt de opførte sig, jo større sandsynlighed var der for at de faktisk var robotter, ikke!? Men det var før jeg fandt ud af at min krop kan komme til syne gennem andre ord end dem der var blevet bestemt for mig. Det begyndte med et nej, nu er negationen ved at være opbrugt. Men trods alt er min uvirkelighedsfølelse blevet mindre – og min forfængelighed større! Forfængelighed og dysfori, hvad er forholdet imellem dem. Nu vågnede mit barn, stod pludselig op og ville ud i køkkenet og sidde i sit læringstårn – tror jeg man kaldet det!? – helt rund på gulvet og grædefærdig. Ellers sjældent at hun vågner så tidligt på aftenen. Nå men det jeg ville sige var at jeg har fokuseret utrolig meget på min kropsbehåring de seneste par dage; jeg sidder nærmest og overvåger hårsækkene på mine nybarberede underarme. I glimt synes jeg jeg kan se hårene gro. Hårvæksten. Jeg stiller mig måske en smule an for at skrive det uden at mærke det ubehag det benævner. Til hende i Maribo der ville vide præcis hvor jeg er henne i Åben himmel, kan jeg bare sige, at når Jesus fra graven afkræver Gud svar: Hvorfor vokser mine skægstubbe ud på en formiddag?, så er det ret meget mig han skulle spørge fra. Hvorfor tvinger du denne stemme frem i mig, som du selv længes så stærkt efter at bruge? Hvorfor går der en vind gennem leret? Hvordan kan man overhovedet forsvare at gå op i sit udseende i disse tider? Hørte mit barn snakke i søvne, men blev i tvivl om det var hende, og nu er jeg nødt til at tjekke hele lejligheden for skiftinger … Og hun kastede et blik ned på vognen udenfor ruden, det varmeafvisende foliedække der skjulte A’s lille blommeansigt for hende, og fik lyst til også at skjule ham i teksten, at skrive om en barsel uden én gang at nævne et barn, barnevognen som en beholder for hvadsomhelst, stjålne dagligvarer og skiftinger og hidtil usete femtekolonner, for slet ikke at tale om nødvendigheden af faktisk at skabe et hjem i det her land, tænkte hun og mærkede en opkørt energi fra kvinden ved siden af, en række hurtige genveje på tastaturet, en mail blev sendt af sted med et nostalgisk swooosh, hvorefter kvinden drejede en halv omgang på stolen, satte sig ned til mødregruppen på gulvet og sagde der var du jo, min skat til et af børnene, imens en af de andre satte sig op til vinduet og gled fluks ind i det arbejde hun havde efterladt, som om de havde gang i en slags turnusordning dernede …

Dér kom et trist minde, båret af hvad ved jeg ikke, ikke af årstiden, for det var i sommeren, en tørsveden sommeraften, at jeg gik rundt i Nørrebroparken med J, og måske var vores venskab allerede dér ved at være opbrugt, udtømt, i hvert fald var vi begge klar til straks at gribe muligheden for at slutte os til den lille vennegruppe vi stødte på et sted på græsset langs stien. Hashen hang let om de lave buske. J kendte nogle af dem, jeg vidste vist hvem de var – og kunne ærlig talt ikke lide dem, den der potagtige, indforståede, indadvendte kunstskolehumor gør mig utilpas (legede de shag marry kill? Med scooby-doo-tema, ja, det gjorde de vist: Scooby, Shaggy, Daphne? lol) – men alligevel: en kort øjebliks opgivende indforståethed mellem J og jeg, før hun spurgte om vi måtte sætte os hos dem? En længsel efter at slippe ud af den pletvise samtale, som en af os hele tiden måtte gøre noget for at holde i gang? Jeg tror vi gled fra hinanden lige så meget på grund af J’s kroniske skuffelse og tilbagetrækning når nogen kommer tæt på hende (håber hun har det godt og bliver elsket, håber håber, kys og kram fra København) – men mindet om den her ret hurtige opløsning af vores bånd, der ellers havde føltes så stærkt og smukt, prikker til min frygt for en indre tomhed, at jeg er tom og substansløs, og derfor ude af stand til selv at vælge hvem jeg vil være tæt på … Kun at kunne blive valgt, lade mig føre, rive med, den påvirkelighed og åbenhed der så længe har været min selvforståelse og mit ideal, – er det ikke i virkeligheden en fejhed … I hvert fald er den kraft opbrugt, det er jo jeg mærker konsekvenserne af nu, i flere af mine forhold …

“Måske behøver det psykologiske ikke altid at være lidt kedeligere end det mystiske”, skriver Ariana Reines i Blodbølge – en bog der blandt andet er klog fordi det mystiske og mytologiske hele tiden splintres gennem det psykologiske og den personlige historie. Èn måde at læse Simone Weil på – og jeg tænker på om det også er det jeg har gjort, det der har draget mig sådan – er med en længsel efter at overkomme det personlige; at den religiøse fordring simpelthen kan opløse det personlige jeg, eller tage det så stærkt i besiddelse at ens psykologi bliver vendt på hovedet, at man altid forsøger at forstå sig selv som anden for den anden. At det faktisk skulle være muligt … “Et elsket væsen der skuffer mig. Jeg har skrevet til ham. Det er umuligt, at han ikke skulle svare ved at sige præcis, hvad jeg har sagt til mig selv i hans navn. Mennesker skylder os det, som vi forestiller os, de vil give os. Vi bliver nødt tilat tilgive dem den gæld.”

(mere…)

“Der bor en ånd i mig – som bliver meget påvirket af feminitet …” Også S talte om køn som noget åndeligt, eller rettere sagt, det åndelige som noget i bund og grund ukønnet som bliver sat i bevægelse af køn, draget af kønnede energier, og som føler sig mere hjemme i bestemte former … Den er fremmed for mig, hele idéen om ånd eller sjæl, at der skulle være andet end den her krop og bevidsthed og deres socialitet, sprog, historie, molekyler, atomer, bakterier, alt det umenneskelige der også gennemstrømmer og udgør mig. Men hvis ånden står i en bestemt relation til kroppen og det materielle, kan jeg måske godt være med …

Så en kvinde i dag der kaldte sin hund (sit barn, skulle jeg i et øjebliks distræthed til at skrive…) for missekat, lille missekat, kom her lille missekat. Tænkte på det personlige i navngivningen, den måde navnet lige så vel kan trække frem og give form, på tværs af det sprog der er givet. Og på min veninde der kærligt og selvfølgeligt ser sit barns nye selvvalgte navn som en gave, en tilsynekomst, her er jeg. (Dér er jeg ikke længere.) Søde, gode E.

Måske kører mine tanker i ring (på hvad, fjerde, femte år? Hvornår har jeg sidst tænkt en ny tanke?), fordi jeg har det med at tænke abstrakt i stedet for at forsøge at reparere det jeg kan i mit eget liv, min egen dag og mine relationer, sådan som Ariana Reines foreslår (i hvert fald er det sigende at jeg betaler 200 dollars for at tale med en shaman, men mest af alt husker på det han sagde jeg skulle skrive …) Blodbølge er blandt andet også en selvhjælpsbog. Og det gør den kun bedre.

Følelsen af at jeg giver tilladelse til den andens nedværdigelse af sig selv, i mine øjne …

… og i et glimt blev Dani grebet af det ubehag de ellers kun plejede at mærke over for mænd der virkede meget sikre på sig selv, og som emmede af en bro-agtig jovialitet, hvilket straks fik Dani til at spænde i kæben og lægge stemmen længere ned i brystet for at gengælde den, var det ikke i virkeligheden ubehag ved dem selv de følte, en lede ved deres egen manglende kerne eller integritet, at de simpelthen ikke havde noget selv at stå fast i, og var dét ikke bare en anden side af det pludselige og fanatiske begær de kunne føle overfor en tilfældig kvinde i metroen, ikke begær efter hende men efter hendes femininitet, at bebo den, at kunne bære den og blive begæret for den, så de var villig til at bruge penge de ikke havde, på at genskabe den i deres garderobe, på et officecore miniskirt eller en læderjakke der lagde sig stramt om taljen og bredte sig om de hofter de ikke havde, men som nu alligevel blev fremhævet af plateausandalerne og de korte, højtaljede denimshorts, imens de takkede Sanne og gik videre, stadig fjedrende i benene og med en hånd under den lille i bæreselen, hen til barnevognen og videre ind ad Ryesgade med et knudret ubehag i sine bare skuldre der stak ud af den højhalsede croptop …

“Et fascineret Jeg.” Først med den formulering tænker jeg på at det subjekt der er fascineret, betaget, forvirret etc. ikke er aktivt, selvindeholdt, men bragt i en bestemt situation eller tilstand, gjort noget ved. Fascinere kommer vist også af forhekse, gør det ikke?

Ville spise en pære og fik lyst til at servere den som jeg gør for mit barn, i tynde både med lidt af skrællen skåret af. En sær blanding af glæde og ensomhed nu hvor A er i Århus og jeg har eftermiddagene og aftenen alene med M. Månen er en shiny oblat, den hænger der og måber i sin glorie, clutching its pearls? Fik sådan lyst til at ringe til alle på legepladsen, i parken, nede i gården, manglede nogen at dele fryden over M med, hendes krammere til alle sine bamser og alle nede i børnehaven. Længe siden jeg bare har skrevet (ville så gerne have den scene til at lykkes i dag, derfor blev den ikke til noget), kørt min plov hen over lerjorden i mit bryst mine tanekr, basisk er den jord for tiden, dér finder man ikke djævlens kranium, kun en enkelt lille bundfalden fe eller to. Write about fairies, sagde han, you have to write about fauries. Okay. Gay fairies or just fairies? Sikkert begge dele. Og fiskene i havet, og fuglene på taget, og mennesker i huset, jeg elsker at Bjørn Rasmussen citerer dét hit i sin dejlige og dejligt vrede bøsseroman, i hans skrift er der mange boliger, og begge ben, dvs: Jeg kan være der! Og fuldmånen får mig til at tænke på astrogeologen i det stramme lycra, hans teori om gravhøje og måneformørkelse, at nogen på et tidspunkt lærte at forudsige formørkelserne, gravenenes udgange begynder at pege direkte mod det punkt hvor månen blev til et hul i himlen og et fravær, altså en åbning til den anden side, hvorefter de jordiske rester begyndte at blive fjernet efter en tid, før havde man ladt dem ligge, før havde de brug for et sted at bo, nu opstod transcendensen, og det var en lukrativ forretning, og pludselig gled foredraget over i forskerens egne erotiske noveller, udgravningserotik, jættestueerotik, tror jeg man kunne kalde det, senere skulle vi ud i en gravhøj i nærheden af køge og sidde og drikke der en aften, det kan stadig gøre mig glad at tænke på hvor fjollet forfatterskolen også kune være. Var det efter efterfesten den aften at jeg bad E om at sove på sofaen, men alligevel vågnede op ved at han sad og strøg mig over kinden? Apropos månen, her er det gode digt om kommunismens sol:

OM HOVEDPINER, Roque Dalton

Det er fedt at være kommunist

selvom det giver mange hovedpiner.

Fordi kommunisters hovedpiner

er historiske, det vil sige

de går ikke væk af hovedpinepiller

kun af realiseringen af Paradis på jord.

Sådan er det bare.

Under kapitalismen har vi ondt i hovedet

og vores hoveder bliver flået af.

I kampen for revolutionen er hovedet en bombe med forsinket sprængning.

I opbyggelsen af socialismen

planlægger vi hovedpinen

hvilket ikke lindrer den – tværtimod.

Kommunismen vil ­– blandt meget andet – være

en panodil på størrelse med solen.

Tirsdag d. 29. juli 2025

Hvorfor er der ikke en dansk våbenembargo mod Israel?
Hvorfor har Danmark ikke tilsluttet sig Sydafrikas anklage om Folkedrab?
Hvorfor er EU’s associeringsaftale med Israel ikke ophævet?
Hvorfor er der ikke indført sanktioner?
Hvorfor er der ikke indsat FN-styrker i Gaza?
Hvorfor har Danmark ikke anerkendt Palæstina som stat?

Hvorfor er det stadig den slags spørgsmål, jeg stiller? Svarene på dem er simple nok – og ville minde mig om ikke at sætte min lid til de stater, den nationalstatslige orden, der igen viser sit oprindelige grundlag i Gaza.

Det er for sent at gøre det rigtige / men i dag kunne have været en god dag – er det sådan Nynne skriver i Chicken Wings?

Husker at stå til demo på Rådhuspladsen i vinters, efter selv at have holdt tale – jeg havde forsøgt at tale klart, om det systematiske og intentionelle ved folkedrabet; om den antisemitisme der ligger i at insistere på staten Israel som den eneste og logiske løsning på århundreders europæisk jødeforfølgelse; men også at sige noget om den stilhed jeg hører i mit sprog, når jeg forsøger at sætte ord på situationen – og så gik en ung palæstinensisk kvinde på scene og holdt en tale, der klart og utvetydigt afsvor enhver tro på og troskab mod den vestlige orden, humanisme, menneskerettigheder, international lov, alt det. Husker at tænke at hun så klart. At jeg, selvom jeg ville kunne sige, og ofte har sagt, de samme ting, ikke var klar til at erkende dem. Eller til at drage konsekvenserne af dem.

Men hvad findes der på den anden side hvis ikke bare kynisme?

Hvornår er der demo igen? Hvornår blokerer vi terma igen? Hvornår sætter vi ild til noget?

I flere år har jeg nu haft det, – ikke held, nej det kan aldrig være held!, – det privilegium, det klasseprivilegium, at tjene tilstrækkeligt med penge på bøger, legater, oversættelse, oplæsning, foredrag, undervisning (okay, i perioder et tvivlsomt privilegium) – og på det seneste har jeg ikke behøvet at gøre andet end at skrive og snakke og undervise – længe har jeg altså ikke haft noget andet, manuelt, ufaglært arbejde, og det kommer jeg til at tænke på nu, hvor jeg sidder og læser Nath Krauses fantastiske Trilogi, den første del der handler om en undsluppen smågris fra en grisetransport, og jeg tænker på den store gråblege gris hvis små døde øjne sprang mig i møde, da jeg, snydt af min makker, løftede det store plastikdække i vejkanten til side – nu tænker jeg altså på den gris og den makker og det arbejde, og på alle de andre dumme arbejder jeg har haft, og får lyst til at skrive dem ned:

Okay, men lad os starte dér så: Jeg skulle måle grundvandsniveauet i en 30 kilometers radius omkring Århus. Husker ikke hvordan jeg fik jobbet, et vikarfirma måske, men jeg mener det var Ramböll der var arbejdsgiver (-tager!). Man var af sted to uger ad gangen, boede i et fugtigt sommerhus et sted og arbejdede seksten timer i døgnet. Kørte to og to rundt til privatejede brønde, mange af dem nedlagte – sløjfede, blev det kaldt – baksede løs med at få vristet brøndækslet af og målte så, med en elektrisk pejler af en art, hvor højt vandet stod. Min makker hed Henrik og var nogle ældre end mig, stærk, fjoget, skiftevis træt og i spil-op-humør. Vandrebukserer, slidt grå festival-T-shirt ud over en langærmet sort. Noget drenget ved hans rødmossede ansigt. Ustoppelig latter da han fik snydt mig til at lede efter den brønd, vi længe havde kørt rundt efter, under det grønne plastikdække i vejkanten – åbenbart ligger svinefarmerne de afdøde grise til afhentning under sådan et. Det lærte jeg der. Men i det hele taget mange døde dyr på de ture: de sløjfede brønde var ofte fyldt med velpræserverede lig af fugle, mus, muldvarper, – oddere? Brunsvigere og kanelsnegle i posevis, når vi var ved gå kolde om eftermiddagen. Sød hævn i brystet, da Henrik senere tissede på et elektrisk hegn og forsøgte at straffe køerne for det.

Mit første arbejde var som reklameuddeler. Onsdag og lørdag – den ene af dagene skulle man selv pakke reklamerne, den anden var de sorterede når man hentede dem (i en carport i Ryparken et sted?). Jeg husker at jeg udregnede min løn til 37 kroner i timen, hvis jeg løb min rute.

Senere blev jeg opvasker på Café Smagløs og Café ministeriet på Klostertorv. De havde samme ejer og samme køkken, det lå på første sal og havde forbindelse til de to caféer via hhv. en trappe og vareelevator. Mine sneaks blev møre og levende af at stå i det våde miljø så mange timer i træk, min hud blev fedtet. Kokkene var slidte og grænseoverskridende. Ved ikke hvor mange gange jeg blev taget på, slikket i øret, svirpet med et viskestykke, skubbet op mod bordet og visket noget i øret. På en eller anden måde var altid sjovt, dvs.: Det føltes ikke som om jeg havde muligheden for at reagere som om det ikke var sjovt. Sæbe i min cola, bobler ud af munden, haha! Senere blev jeg tjener, det var jeg ikke god til.

*

Når bleerne er skiftet

grøden lavet

solgul af sin gurkemeje

opvasken taget

vasketøjet foldet

barnet ammet

og elsket

og vendt mod vinduets store lys

for at bøvse

og så lagt ved brystet igen

– brystet som ikke er mit –

og vugget i søvn

i vuggen

kan digtet skrives.

*

Slog græs for et gammelt ægtepar med en stor, ovalformet plæne (måske noget mine forældre havde sat i stand? Jeg ville gerne tjene penge, og de ville gerne at jeg skulle lære at arbejde). Kvinden satte sig ofte ved havebordet og sagde: Jeg kan sådan godt lide at se andre mennesker arbejde.

Natarbejdet på Dansk Supermarkeds Non-food-lager, men det har jeg skrevet om. Sjældent har jeg været så træt. Men jeg var der kun i et halvt års tid. Nogle havde været der i årtier.

Lærervikar, husker næsten intet fra den periode.

Var pædagogmedhjælper i en vuggestue i to et halvt år, 28 timer om ugen. Blev så trist, da jeg skulle sige farvel til børnene. Den ældre pædagog på stuen, hendes knoglede ansigt og hurtig-snak når vi stod og røg i kælderskakten i pauserne (et af de mennesker der lyder som om hun altid er vred på det, hun taler om). Hun kunne være kærlig og hårdhændet, alt efter travlheden tror jeg. Nogle gange blev børnene sat i skammekrogen: Det selvretfærdige i hendes ansigt, når hun havde besluttet sig for at de måtte græde færdig alene. Var det hende eller den anden, den mere erfarne pædagogmedhjælper, der fortalte mig at jeg havde ret til ikke at ville skifte ble på pigerne, hvis jeg var alene på badeværelset, for min egen skyld, for ikke at risikere anklager om noget? Var det en regel i kommunen eller bare i den institution jeg arbejdede i? Da jeg havde været der i noget tid, begyndte jeg også at blive hyret som babysitter af forældrene. Jeg sad i deres lædermøbler, mens mørket fald på i deres stuer.

Har været handicaphjælper ad to omgange. Et halvt års tid for en person i Stautrup, halvandet års tid for en person i Ballerup. I Ballerup var det seksogtredivetimers vagter, fra klokken seks torsdag morgen til klokken seks fredag eftermiddag. Jeg tog arbejdet for at have tid til at skrive, men endte med at blive så søvnløs at jeg sjældent kunne skrive noget sammenhængende. Min arbejdsgiver var en midaldrende ingeniør med en travl hverdag: op klokken seks, morgenrutinen (tog omtrent en time), morgenmad, på arbejde indtil ved firetiden, træne, købe ind, hjem og lave mad … Jeg forestillede mig hans aktivitetsniveau til dels var en fortrængning af hans situation. Jeg forsøgte at minde mig selv om, at jeg ikke havde noget grundlag for at vide det. Engang var jeg med ham til en reception af en art, måske en julefest eller en åbning af et nyt kontordomicil for et eller andet firma. Husker store, åbne rum og brune indendørsfliser. De havde indkøbt et værk af Kristian Hornsleth, det skulle reveales, stoffet flåes til side: han havde malet på et flygel.