Ikke at skrive om Gaza

Mandag d. 11. november 2024

Et stort svigt, dette: ikke at have skrevet om Gaza, ikke have fundet et sprog for det der foregår der.
Og hvis dét viste sig ikke at være muligt endnu, så: ikke at have ladet mit sprog gå i stykker, gå i stå.
I stedet at have skrevet en roman færdig. Fiktion. Det er vel udgangspunktet, præmissen: at kunne glemme, at kunne adskille mig selv fra den lidelse, den langsomme udslettelse (alle ord utilstrækkelige), der foregår lige nu. At kunne leve – og skrive – videre, som om intet var hændt. Ja. Det er en mulighed.

*

For nogle uger siden lyttede jeg til et afsnit af den svenske litteratur-podcast Gästabudet, hvor Johannes Anyuru er gæst (det kan høres her). På et tidspunkt taler han om den erfaringsmæssige afstand, der skiller ham fra de lidelser som befolkningen i Gaza gennemgår; om simpelthen at være ude af stand til at forestille sig – om ikke engang at ville tænke eller udtale den tanke – at ens børn ikke skulle være her længere. At de skulle blive slået ihjel. Eller, som en far i Gaza fortæller om i et interview, at skulle amputere sit barns ben uden bedøvelse. At dér ophører sproget. Fordi der ikke er nogen mulig identifikation, ingen mulig indlevelse.

På den måde er Israel i gang med at udslette palæstinenserne i Gaza på to måder samtidig: Ved at dræbe, sulte og ødelægge dem; og ved derigennem at skubbe dem ind i en sfære, der er så abjekt og lidelsesfuld, at vi, der ikke befinder os i den, ikke længere kan forestille os den.

Spørgsmålet bliver måske så: Hvordan have medlidenhed med dem, man på ingen måde kan identificere sig med? Hvordan nægte at glemme det, man ikke kan begribe?

*

Dog alligevel disse glimt af identifikation, ofte via forælder-identiteten (som om den overskred alle de andre, helt umådelige forskelle): En far der står hele dagen på hospitalet og tigger modermælk. En mor der for tredje gang kommer ind for at få sit underernærede barn indlagt. Et seksårigt barn der får begge ben amputeret (på grund af det, der startede som en almindelig infektion) for at kunne overleve.

*

Men der er selvfølgelig sproget. Det kan skjule eller gøre synligt, forvrænge eller gøre opfatteligt. I podcasten taler Anyuru på et tidspunkt om det israelske militærs egne optagelser af deres angreb på folk der løber hen til lastbilerne med nødhjælp, springer op på dem, omgiver dem (jeg skulle til at skrive “stormer dem”, men det er jo en militær, eller i hvert fald aggressiv, handling) – hvordan det ligger lige for, lige på tungen, at beskrive disse mennesker som en flok, som nogen der vrimler frem … At uden en vedvarende skepsis over for det sprog, vi er blevet givet, så ville disse mennesker faktisk fremstå som dyr. Og det har de formentlig gjort for de israelske soldater der skød på dem. Og det undskylder ingenting.