Hårvækst, skiftinger (torsdag d. 30. april, aften)

Boligerne bugner af investeringer, børnene har sommerfuglevinger. Hører People in sorrow og tænker på A, og hvorfor jeg ikke kan nå frem til ham for tiden. Også når det kommer til trompeterne er mit sprog utilstrækkeligt. Kender I det når man ikke kender sine egne tanker, ikke ved om man er en avatar for nogle andres. Som da jeg var lille og nogle gange kunne overbevise mig selv om at mine forældre var robotter. Jo mere forælderagtigt de opførte sig, jo større sandsynlighed var der for at de faktisk var robotter, ikke!? Men det var før jeg fandt ud af at min krop kan komme til syne gennem andre ord end dem der var blevet bestemt for mig. Det begyndte med et nej, nu er negationen ved at være opbrugt. Men trods alt er min uvirkelighedsfølelse blevet mindre – og min forfængelighed større! Forfængelighed og dysfori, hvad er forholdet imellem dem. Nu vågnede mit barn, stod pludselig op og ville ud i køkkenet og sidde i sit læringstårn – tror jeg man kaldet det!? – helt rund på gulvet og grædefærdig. Ellers sjældent at hun vågner så tidligt på aftenen. Nå men det jeg ville sige var at jeg har fokuseret utrolig meget på min kropsbehåring de seneste par dage; jeg sidder nærmest og overvåger hårsækkene på mine nybarberede underarme. I glimt synes jeg jeg kan se hårene gro. Hårvæksten. Jeg stiller mig måske en smule an for at skrive det uden at mærke det ubehag det benævner. Til hende i Maribo der ville vide præcis hvor jeg er henne i Åben himmel, kan jeg bare sige, at når Jesus fra graven afkræver Gud svar: Hvorfor vokser mine skægstubbe ud på en formiddag?, så er det ret meget mig han skulle spørge fra. Hvorfor tvinger du denne stemme frem i mig, som du selv længes så stærkt efter at bruge? Hvorfor går der en vind gennem leret? Hvordan kan man overhovedet forsvare at gå op i sit udseende i disse tider? Hørte mit barn snakke i søvne, men blev i tvivl om det var hende, og nu er jeg nødt til at tjekke hele lejligheden for skiftinger … Og hun kastede et blik ned på vognen udenfor ruden, det varmeafvisende foliedække der skjulte A’s lille blommeansigt for hende, og fik lyst til også at skjule ham i teksten, at skrive om en barsel uden én gang at nævne et barn, barnevognen som en beholder for hvadsomhelst, stjålne dagligvarer og skiftinger og hidtil usete femtekolonner, for slet ikke at tale om nødvendigheden af faktisk at skabe et hjem i det her land, tænkte hun og mærkede en opkørt energi fra kvinden ved siden af, en række hurtige genveje på tastaturet, en mail blev sendt af sted med et nostalgisk swooosh, hvorefter kvinden drejede en halv omgang på stolen, satte sig ned til mødregruppen på gulvet og sagde der var du jo, min skat til et af børnene, imens en af de andre satte sig op til vinduet og gled fluks ind i det arbejde hun havde efterladt, som om de havde gang i en slags turnusordning dernede …