Dér kom et trist minde, båret af hvad ved jeg ikke, ikke af årstiden, for det var i sommeren, en tørsveden sommeraften, at jeg gik rundt i Nørrebroparken med J, og måske var vores venskab allerede dér ved at være opbrugt, udtømt, i hvert fald var vi begge klar til straks at gribe muligheden for at slutte os til den lille vennegruppe vi stødte på et sted på græsset langs stien. Hashen hang let om de lave buske. J kendte nogle af dem, jeg vidste vist hvem de var – og kunne ærlig talt ikke lide dem, den der potagtige, indforståede, indadvendte kunstskolehumor gør mig utilpas (legede de shag marry kill? Med scooby-doo-tema, ja, det gjorde de vist: Scooby, Shaggy, Daphne? lol) – men alligevel: en kort øjebliks opgivende indforståethed mellem J og jeg, før hun spurgte om vi måtte sætte os hos dem? En længsel efter at slippe ud af den pletvise samtale, som en af os hele tiden måtte gøre noget for at holde i gang? Jeg tror vi gled fra hinanden lige så meget på grund af J’s kroniske skuffelse og tilbagetrækning når nogen kommer tæt på hende (håber hun har det godt og bliver elsket, håber håber, kys og kram fra København) – men mindet om den her ret hurtige opløsning af vores bånd, der ellers havde føltes så stærkt og smukt, prikker til min frygt for en indre tomhed, at jeg er tom og substansløs, og derfor ude af stand til selv at vælge hvem jeg vil være tæt på … Kun at kunne blive valgt, lade mig føre, rive med, den påvirkelighed og åbenhed der så længe har været min selvforståelse og mit ideal, – er det ikke i virkeligheden en fejhed … I hvert fald er den kraft opbrugt, det er jo jeg mærker konsekvenserne af nu, i flere af mine forhold …
“Måske behøver det psykologiske ikke altid at være lidt kedeligere end det mystiske”, skriver Ariana Reines i Blodbølge – en bog der blandt andet er klog fordi det mystiske og mytologiske hele tiden splintres gennem det psykologiske og den personlige historie. Èn måde at læse Simone Weil på – og jeg tænker på om det også er det jeg har gjort, det der har draget mig sådan – er med en længsel efter at overkomme det personlige; at den religiøse fordring simpelthen kan opløse det personlige jeg, eller tage det så stærkt i besiddelse at ens psykologi bliver vendt på hovedet, at man altid forsøger at forstå sig selv som anden for den anden. At det faktisk skulle være muligt … “Et elsket væsen der skuffer mig. Jeg har skrevet til ham. Det er umuligt, at han ikke skulle svare ved at sige præcis, hvad jeg har sagt til mig selv i hans navn. Mennesker skylder os det, som vi forestiller os, de vil give os. Vi bliver nødt tilat tilgive dem den gæld.”
Al den sproglige aggression jeg er udsat for for tiden, får mig til at længes efter at blive slået: Det dejligt lokale ved en lussing man selv har bedt om. Så fyrer adrenalinen rundt i kroppen, men trods alt ved man hvorfra den kom.
Om den impulsive selvskade, som jeg tidligere tænkte havde med skam at gøre – en total indadvending af det sociale og relationelle og intime besvær man ikke slipper for – tænker jeg nu: Jeg slog mig selv fordi jeg vidste det ville være utilgiveligt (og jo lige så meget overfor mig selv) at slå den anden. Så ja, volden bor også i mig, selvom jeg retter den indad. Det eneste sted hvor jeg har en slags kontrol over den.
Jeg var fuld af hvaler … Kvaler? Nej. Hvaler.
Stadig bange for at skrive det der blev sagt til mig … som om de ord kan fremkalde – påkalde, hidkalde – noget jeg ikke har lyst til at møde. Tænker på om der findes former for vold eller aggression der eksisterer som selvstændige entiteter i verden, og som bliver påkaldt at bestemte sætninger, sprog, retorikker. Om det onde faktisk findes, om det er noget i sig selv (det ældgamle spørgsmål som i hvert fald kristendommen ikke har turdet svare på). Og om man kan tænke det onde sådan uden at afpolitisere det – ophæve dét som jo først og fremmest er kulturelt og historisk og materielt betinget, til noget andet og mere, noget tidligere og bagvedliggende …
Læser at regeringen vil gennemgå førtidspensioner tildelt ikke-vestlige (læs: ikke-hvide) borgere med henblik på tilbagekaldelse, fratagelse. En ekspert siger at det er et nybrud – men beskæftigelsespolitikken har jo længe har været aggressiv og røverisk, og især (men ikke udelukkende) over for sorte og brune mennesker: arbejdspligt, endeløs praktik, tvungen gældsætning. Og den her slags målrettede gennemgang minder meget om det skærpede opsyn med muslimske friskoler – eller om den øgede overvågning og kontrol der blev mulig med ghettoloven. Socialdemokratiet fortsætter stædigt og kreativt det her finmaskede angreb på ikke-hvide befolkningsgrupper; en vedholdenhed som ikke er til at tage fejl af … Nogle gange drømmer jeg stadig om de alliancer, som Nanna og jeg forsøgte at skrive frem i vores efterord til Fængselskapitalisme – men de virker så fjerne nu, hvor jeg ikke er organiseret og aktiv. Det er virkelig praksis der gør teori mulig, og som gør det muligt overhovedet at forestille sig noget andet …
Jonas Eika 
Skriv en kommentar