“Der bor en ånd i mig – som bliver meget påvirket af feminitet …” Også S talte om køn som noget åndeligt, eller rettere sagt, det åndelige som noget i bund og grund ukønnet som bliver sat i bevægelse af køn, draget af kønnede energier, og som føler sig mere hjemme i bestemte former … Den er fremmed for mig, hele idéen om ånd eller sjæl, at der skulle være andet end den her krop og bevidsthed og deres socialitet, sprog, historie, molekyler, atomer, bakterier, alt det umenneskelige der også gennemstrømmer og udgør mig. Men hvis ånden står i en bestemt relation til kroppen og det materielle, kan jeg måske godt være med …
Så en kvinde i dag der kaldte sin hund (sit barn, skulle jeg i et øjebliks distræthed til at skrive…) for missekat, lille missekat, kom her lille missekat. Tænkte på det personlige i navngivningen, den måde navnet lige så vel kan trække frem og give form, på tværs af det sprog der er givet. Og på min veninde der kærligt og selvfølgeligt ser sit barns nye selvvalgte navn som en gave, en tilsynekomst, her er jeg. (Dér er jeg ikke længere.) Søde, gode E.
Måske kører mine tanker i ring (på hvad, fjerde, femte år? Hvornår har jeg sidst tænkt en ny tanke?), fordi jeg har det med at tænke abstrakt i stedet for at forsøge at reparere det jeg kan i mit eget liv, min egen dag og mine relationer, sådan som Ariana Reines foreslår (i hvert fald er det sigende at jeg betaler 200 dollars for at tale med en shaman, men mest af alt husker på det han sagde jeg skulle skrive …) Blodbølge er blandt andet også en selvhjælpsbog. Og det gør den kun bedre.
Følelsen af at jeg giver tilladelse til den andens nedværdigelse af sig selv, i mine øjne …
… og i et glimt blev Dani grebet af det ubehag de ellers kun plejede at mærke over for mænd der virkede meget sikre på sig selv, og som emmede af en bro-agtig jovialitet, hvilket straks fik Dani til at spænde i kæben og lægge stemmen længere ned i brystet for at gengælde den, var det ikke i virkeligheden ubehag ved dem selv de følte, en lede ved deres egen manglende kerne eller integritet, at de simpelthen ikke havde noget selv at stå fast i, og var dét ikke bare en anden side af det pludselige og fanatiske begær de kunne føle overfor en tilfældig kvinde i metroen, ikke begær efter hende men efter hendes femininitet, at bebo den, at kunne bære den og blive begæret for den, så de var villig til at bruge penge de ikke havde, på at genskabe den i deres garderobe, på et officecore miniskirt eller en læderjakke der lagde sig stramt om taljen og bredte sig om de hofter de ikke havde, men som nu alligevel blev fremhævet af plateausandalerne og de korte, højtaljede denimshorts, imens de takkede Sanne og gik videre, stadig fjedrende i benene og med en hånd under den lille i bæreselen, hen til barnevognen og videre ind ad Ryesgade med et knudret ubehag i sine bare skuldre der stak ud af den højhalsede croptop …
“Et fascineret Jeg.” Først med den formulering tænker jeg på at det subjekt der er fascineret, betaget, forvirret etc. ikke er aktivt, selvindeholdt, men bragt i en bestemt situation eller tilstand, gjort noget ved. Fascinere kommer vist også af forhekse, gør det ikke?
Jonas Eika 
Skriv en kommentar