Ville spise en pære og fik lyst til at servere den som jeg gør for mit barn, i tynde både med lidt af skrællen skåret af. En sær blanding af glæde og ensomhed nu hvor A er i Århus og jeg har eftermiddagene og aftenen alene med M. Månen er en shiny oblat, den hænger der og måber i sin glorie, clutching its pearls? Fik sådan lyst til at ringe til alle på legepladsen, i parken, nede i gården, manglede nogen at dele fryden over M med, hendes krammere til alle sine bamser og alle nede i børnehaven. Længe siden jeg bare har skrevet (ville så gerne have den scene til at lykkes i dag, derfor blev den ikke til noget), kørt min plov hen over lerjorden i mit bryst mine tanekr, basisk er den jord for tiden, dér finder man ikke djævlens kranium, kun en enkelt lille bundfalden fe eller to. Write about fairies, sagde han, you have to write about fauries. Okay. Gay fairies or just fairies? Sikkert begge dele. Og fiskene i havet, og fuglene på taget, og mennesker i huset, jeg elsker at Bjørn Rasmussen citerer dét hit i sin dejlige og dejligt vrede bøsseroman, i hans skrift er der mange boliger, og begge ben, dvs: Jeg kan være der! Og fuldmånen får mig til at tænke på astrogeologen i det stramme lycra, hans teori om gravhøje og måneformørkelse, at nogen på et tidspunkt lærte at forudsige formørkelserne, gravenenes udgange begynder at pege direkte mod det punkt hvor månen blev til et hul i himlen og et fravær, altså en åbning til den anden side, hvorefter de jordiske rester begyndte at blive fjernet efter en tid, før havde man ladt dem ligge, før havde de brug for et sted at bo, nu opstod transcendensen, og det var en lukrativ forretning, og pludselig gled foredraget over i forskerens egne erotiske noveller, udgravningserotik, jættestueerotik, tror jeg man kunne kalde det, senere skulle vi ud i en gravhøj i nærheden af køge og sidde og drikke der en aften, det kan stadig gøre mig glad at tænke på hvor fjollet forfatterskolen også kune være. Var det efter efterfesten den aften at jeg bad E om at sove på sofaen, men alligevel vågnede op ved at han sad og strøg mig over kinden? Apropos månen, her er det gode digt om kommunismens sol:
OM HOVEDPINER, Roque Dalton
Det er fedt at være kommunist
selvom det giver mange hovedpiner.
Fordi kommunisters hovedpiner
er historiske, det vil sige
de går ikke væk af hovedpinepiller
kun af realiseringen af Paradis på jord.
Sådan er det bare.
Under kapitalismen har vi ondt i hovedet
og vores hoveder bliver flået af.
I kampen for revolutionen er hovedet en bombe med forsinket sprængning.
I opbyggelsen af socialismen
planlægger vi hovedpinen
hvilket ikke lindrer den – tværtimod.
Kommunismen vil – blandt meget andet – være
en panodil på størrelse med solen.
Jonas Eika 
Skriv en kommentar