Hver dag krydser kroppen hen over det falske skel mellem produktivt og reproduktivt arbejde. I dag er en af de dage hvor det deler den i to. Den lidt glatte, præsentable, artikulerede krop der stod op tidligt i morges, tog toget til Middelfart og talte for en forsamling; den bløde, trætte, fjollede krop der kom hjem og legede med M, bagte kage, lavede mad, ryddede op, vaskede op (en endeløs opvask … Husarbejdet er det uendeliges kunst, eller hvad man siger), puttede – men som jo så alligevel bærer både trætheden og lidt af den form, som jeg presser den ind i når jeg er ude at tale, med sig. Det sker helt umærkeligt, rutineret, alt efter rummet: jeg minimerer min læspen, lægger stemmen lidt længere ned i brystet, trækker skuldrene lidt tilbage. Selvom der ikke er nogen der beder mig om det.
Nu kun nogle få samtaler og foredrag om Åben himmel tilbage. Jeg har virkelig taget imod invitationerne den her gang, gået med til at være en talende forfatter. Pengene er gode, og det kræver en del mindre ængstelighed og koldsved og dårlig mave af mig end tidligere. Og samtidig er der altid denne følelse, af at være forskudt fra den bog jeg har skrevet, at alle svar på den sker til en tom plads. Har virkelig undret mig over det lille A-hold, den håndfuld internationale stjerneforfattere der rejser rundt til alle litteraturfestivalerne og taler, selvom de umuligt kan have brug for pengene længere. Hvorfor de dog gider. Hvem var det der fortalte om at Eduard Louis ikke ville komme ud fra sit hotelværelse før han havde fået serveret en pain au chocolat, hehe?
Den lille café ved Middelfart Station, hvor jeg købte en sandwich(+soda 75 kr.), den var bristefærdig af brætspil og halloween-udsmykning. Den entusiastiske, omtrent femogtredive kvinde bag disken (men entusiastisk på den der lidt for standhaftige måde folk kan være når de har åbnet et sted, satset en hel masse, ikke rigtig har fået det op at køre endnu?) havde åbnet det for nylig, håbede på at det skulle være et lokalt rolle- og brætspils-samlingsted. Jeg håber sådan det lykkes! Fik indtrykket af at hun var queer også, måske det endda kunne være et skjult lille queersted i Middelfart?
Nå men jeg sidder her og sorterer ud i de noter jeg har gjort mig op til diverse arrangementer det seneste års tid, falder over dem jeg gjorde mig op til min samtale med Harald Voetmann på Louisiana, mens jeg har læste Lysmesse – en god bog! Mærker en skepsis nu mens jeg skimmer dem – at de er mere målrettede end de ville være, hvis jeg ikke vidste at jeg måske ville komme til at sige noget af det på en scene, ja – men også at nogle enkelte af dem måske er vær at gemme på:
– Da Thomas stilles opgaven med at nedskrive historien om den døde dreng, ligger strukturen for fortællingen klar på forhånd: Drengen skal være martyr, altså en stedfortræder for Kristus, altså må han være blevet dræbt af jøderne –> det rene, uskyldige offer som kræves for at de forestillede modstandere kan være barbariske vantro der slår ihjel af blot og bar blodtørst –> en i bund og grund mytologisk indretning af verden, som ikke er mere dualistisk end nutidens opdeling i hhv. demokratiske, civiliserede nationalstater der kan udøve retfærdig og rationel vold, og så psykopatiske terrorister hvis vold er komplet irrationel og uforståelig …
– Thomas af Monmouth er jo også bare Frederik Vad, og omvendt: med en selvhøjtidelig, lidende, ophøjet alvor i ansigtet taler han om sin tredje erkendelse, sine åbenbaringer …
– fælles for racismernes forestillingsverden: at der findes noget mere virkeligt bag det tilsyneladende, under overfladen, som breder sig i skyggerne, i skjul – og som vil rejse sig, hvis “vi”, “de gode kristne” ikke slår ned på det nu. Helgenberetning og dansk statistik, to forskellige midler til det samme mål. Og det ene er ikke mindre fingeret end det andet.
– racismens sprog er først og fremmest opfindsomt. Der ligger en enorm, om end ensrettet fantasi og forestillingsevne i det. Det ser man også på det væld af ny ord og begreber som det fører med sig: tredjegenerationsindvandrere, menap, stormellemøsten, ikke-vestlig, parallelsamfund, femtekolonner, sorte huller i kortet …
– lovsang, lysmesse; efter udrensningen: det store skinnende harmoniske “arbejdsfællesskab”, der gennem det glade, taknemlige, utrættelige arbejde lovsynger staten, den velfærdsstat der engang var, bringer lys til den; den himmelske stad hviler altid på en udrensning.
Jonas Eika 
Skriv en kommentar