Det var da egentlig ret godt, vores forord til omsorg/forsorgs-nummeret af Vi er mange (af et tidsskrift at være har det en meget lav udgivelsesfrekvens, ja – men en dag kommer der et nyt nummer, det tror jeg). Jeg fandt det frem i dag, fordi jeg troede vi skulle snakke mere om omsorg til Maltes dyrkningsseminar; mit udgangspunkt er stadig det samme tror jeg: Wages for housework og omsorg som et overskud (ikke-transaktionel, unyttig, uden krav); ophævelsen af kernefamilien og retten til familieliv for alle. Nå, men jeg skulle tale om forbindelserne mellem planteviden, omsorg og det messianske fællesskab i Åben himmel – og kom til at tænke på, om der ligger noget i Halenes (Hildegards) urtemedicin, som gør den modstandsdygtig ikke kun overfor standardisering (en god behandling kræver indlevelse i patientens humør, temperament, den måde de fire elementer blander sig på i netop dette menneske; en behandling kan aldrig være den samme for to forskellige kroppe), men også overfor den tvang der så ofte ledsager omsorgen, og som nogle gange ikke er til at skelne fra hinanden: Sygdommen kan ikke lokaliseres i hverken i den enkelte eller i deres miljø, men i forholdet mellem dem; og helbredelsen er et fælles arbejde, et forsøg på fjerne de ubalancer der forhindrer grønnelsen (viriditas) i at virke? Måske … Nå, men vores forord, her er det:
*
Omsorg og forsorg – et tema der faldt os ind, mens vi snakkede om, hvordan dansk socialpolitik i disse år antager stadig mere voldelige og straffende former. Boligpolitikken fordriver og kriminaliserer; psykiatrien bliver forsømt og i mange sammenhænge reduceret til medicinering og forvaring; og hvis man modtager offentlige ydelser, er man underlagt et bureaukrati og en beskæftigelsesindustri der nedbryder, gældsætter og gør folk syge gennem arbejde (så meget desto mere, hvis man er flygtning eller af andre grunde ikke har fuldt dansk statsborgerskab; som de fleste repressive politikker i Danmark har de ovennævnte en racial slagside). Vi fik lyst til at tænke mere over forsorgen – fordi det ofte er gennem dén, at dagens racistiske og neoliberale politikker opererer; og vi fik lyst til at politisere omsorgsbegrebet, fordi staten allerede gør det; fordi tvang og eksklusion så ofte legitimeres som statens nødvendige omsorgfor dem der ikke kan klare sig selv.
Hvem kan egentlig klare sig selv? Og hvorfor skal det legitimere andres myndighed over en, når man ikke kan? Det er måske en af de ting, mange af os har brug for at genlære – hinsides både statens og kernefamiliens tvang – at det at drage omsorg for nogen ikke giver os noget magt over dem, at omsorg ikke er betinget af et hierarki. Og at det ikke er umyndiggørende, at nogen drager omsorg for os.
En anden kritisk indgang til spørgsmålet om statens ”omsorg” for borgerne kunne måske være, at vi simpelthen holdt op med at tænke på disse praksisser som omsorg og i stedet begyndte at kalde dem ved rette navn: Staten kan ikke være omsorgsgiver for nogen, hvad den yder er ikke omsorg, men forsorg.
Forsorg er at forsørge, at give nogen en økonomisk, pleje- eller behandlingsmæssig ydelse. Omsorg er at føle ansvar for nogen, at være der for nogen på grund af kærlighed. Det handler altså om en forskel mellem økonomiske og følelsesmæssige hensyn, en forskel som udviskes i ord som ”ældreomsorg”, ”svangreomsorg” osv. Og som kapitalismen gør det tæt på umuligt at opretholde, når den tvinger klodens underbetalte omsorgsarbejdere til at forsømme den omsorg, de kunne ønske at give deres nærmeste, til fordel for den de kan få betaling for at yde. I en betalingssammenhæng er omsorgen selvfølgelig ikke baseret på kærlighed, kan ikke være det. Det betyder ikke, at offentligt eller privatansatte omsorgsarbejdere ikke kan give god og kærlig pleje. Blot at det er vigtigt at skelne mellem forsorg (som er et kapitalistisk og statsligt værktøj) og omsorg (som ikke er et middel til noget andet end sig selv).
Men er det naivt at insistere på omsorg som noget u-middelbart? Omsorg kan selvfølgelig kapitaliseres, og bliver det hele tiden i form af kapitalens udnyttelse af usynligt, reproduktivt arbejde. De fleste der gennem længere tid har draget omsorg for eksempelvis et barn, en døende, en syg ven eller partner, ved at det kan føles udmattende. Det begynder muligvis med en hengivelse, men ender med at føles som et arbejde – hvilket det også er. Ét problem er, at det ikke anerkendes som arbejde, men indgår usynligt i økonomien – samtidig med at man måske er nødt til at passe et lønarbejde. Og et andet problem: Velstående folk som har råd til at betale sig fra det, hyrer fattigere omsorgsarbejdere, ofte fra fattigere lande, der så selv berøves muligheden for at tage sig af deres børn, venner, familiemedlemmer og så videre. Når vi taler om omsorg som noget, man giver eller tager imod uden at bekymre sig om dens bytteværdi, er det altså i et emancipatorisk perspektiv – hvorfor det heller ikke står i modsætning til at kræve Wages for housework eller kæmpe for retten til familieliv for alle.
Alligevel tror vi på, at der i sprækkerne mellem kapitalens interesser faktisk findes en omsorg baseret på ikke-kapitalisérbar ømhed. Sådan en sprække er for eksempel Hjertet er en fold med heste, en samling tekster af forfattere med tilknytning til psykiatrien, som udkom på Forlaget Amulet tidligere i år. I forordet reflekterer bogens redaktører Anna Rieder og Sidsel Ana Welden netop over forskellen mellem forsorg og omsorg, idet de drømmer om en omsorg ”der ikke bliver til overgreb”:
Arbejdet med denne bog har været forbundet med angst. Vi har ikke villet gøre noget forkert. Vores drøm er at tale hensynsfuldt og frit. Bogen skal være lindrende, en beholder for smerte, et sted, man kan finde den eller give den fra sig. Bogen skal være håbefuld, men uden forventninger. Som en kærlighed uden betingelser, et pligtløst hjem. Den skal yde omsorg på en måde, der ikke bliver til et overgreb.
Bemærk, hvordan der prøvende og håbefuldt tales om ”en kærlighed uden betingelser, et pligtløst hjem.” En omsorg der bliver til overgreb, er slet ikke omsorg. At yde omsorg er ikke at tvinge nogen til noget. At yde omsorg er ikke at opsætte krav og stille betingelser. At yde omsorg er ikke at kapitalisere nogen eller noget, for i den handling findes kun ønsket om profit – hvad end det er for en selv eller for det system, man repræsenterer. Og så er overgrebet allerede sket. Det er ikke tilfældigt, at nogen af de mest frugtbare og smukke forestillinger om frie, kærlige og tvangsfrie relationer stadig kommer fra personer med tilknytning til psykiatrien, for her sættes spørgsmål om forsorg og omsorg på spidsen. Som Rieder og Welden skriver i pjecen 10 gode råd til lægen (Amulet 2020), der også i praksis er omdelt til landets psykiatriske afdelinger:
Kære læge,
Vi skriver til dig, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at tale til os i et sprog, der får os til at føle os hørt og anerkendt. Et sprog, der ikke opretholder samfundets syn på den syge og skaber en dikotomi mellem ‘patienten’ og ‘lægen’, ‘patienten’ og resten af samfundet.
Vi ved godt, at det kan være svært, at du måske er blevet uddannet i at have et andet fokus. At den sympatiske samtale ikke er det, du er blevet lært eller trænet i.
Anna Rieder og Sidsel Ana Welden betegner selv deres aktivisme som ”ømhedsaktivisme”, hvilket blandt andet betyder, at man indtager en åben og kærlig holdning i mødet med andre – inklusive dem der er ansat i systemet, men som måske også længes efter at klippe hul i hegnet og efter en anden slags relation til ’patienterne’. Dét gjorde den italienske psykiater Franco Basaglia, hvis skrifter fra det psykiatriske hospital i den lille by Gorizia, vi bringer et uddrag fra her i nummeret. I Den sløjfede institution fra 1968 beskriver Basaglia, hvordan også de ansatte på psykiatriske hospitaler bliver ”gjort til genstand for vold af en teknisk magt som bestemmer vores handlingsmuligheder”. I stedet, mener Basaglia, må psykiateren tilskynde og skabe plads til patienternes aggression mod det samfund der har ekskluderet dem, og bruge den som udgangspunkt for skabelsen af en ligeværdig og subversiv relation. Basaglia betoner hele tiden vreden og aggressionens nødvendighed for frigørelsen: Den må søges og stimuleres i stedet for forsøgt dæmpet. Og her har Basaglia fat i en ende, der måske ikke fylder så meget i ”ømhedsaktivismen”. Et anderledes, men på nogle måder også lignende perspektiv findes i Michella Lykkeby Jensens tekst om blandt andet Tjenestepigernes Fagforening og Galebevægelsen, hvor der reflekteres over besværlighederne ved at organisere sig omkring psykisk lidelse – men samtidig insisteres på nødvendigheden af at kollektivisere kampen for en anden psykiatri, også på tværs af skel mellem brugerne og de ansatte.
Og apropos det pligtløse hjem: Paul B. Preciado nærmer sig det fra et andet sted i essayet Hvem forsvarer det queer barn? Her går han i rette med franske køns-essentialisters påståede forsvar for ”barnets ret til at have en far og en mor” og viser, at barnet i denne diskurs i virkeligheden er ”det biopolitiske artefakt der sikrer normaliseringen af den voksne”. Forsvaret for det queer barn er altså også et forsvar for forældrenes ret til at drage omsorg for det, uden betingelser – heller ikke den usagte forventning om at barnet er heteroseksuelt og ciskønnet. At drage omsorg, får Preciado os til at tænke, må altså også handle om at lade folk være noget andet, end man forestiller sig, at de er, end man har lært, at de bør være. Hvilket er en form for omsorg, som transpersoner stadig alt for ofte bliver nægtet, både i kernefamilien og i mødet med samfundets institutioner. I teksten Sagde du lige ”han”? skriver den anonyme transmand ”max” om et møde med det tyske sundhedsvæsen i forbindelse med en ufrivillig abort. Et møde der besværes – en akut behandling der næsten tilbageholdes – på grund af sundhedspersonalets manglende viden (eller vildledte forestillinger) om transpersoner og det deraf følgende behov for, at transpersoner konstant skal forklare og retfærdiggøre sig selv.
Hvem der er nødt til at retfærdiggøre deres eksistens, hvem der skal forklare sig selv og leve op til diverse krav for at have ret til grundlæggende behandling, er i høj grad bestemt af køn, seksualitet, racialisering og hvorvidt man lever op til det kapitalistiske samfunds produktivitetskrav. I sprækkerne mellem disse kategorier kan vi måske begynde at finde frem til en omsorg, finde hen til de ømme og vrede kroppe, som normen forsøger at patruljere.
Redaktionen, juli 2022
Jonas Eika 
Skriv en kommentar