Tirsdag d. 29. juli 2025
Hvorfor er der ikke en dansk våbenembargo mod Israel?
Hvorfor har Danmark ikke tilsluttet sig Sydafrikas anklage om Folkedrab?
Hvorfor er EU’s associeringsaftale med Israel ikke ophævet?
Hvorfor er der ikke indført sanktioner?
Hvorfor er der ikke indsat FN-styrker i Gaza?
Hvorfor har Danmark ikke anerkendt Palæstina som stat?
Hvorfor er det stadig den slags spørgsmål, jeg stiller? Svarene på dem er simple nok – og ville minde mig om ikke at sætte min lid til de stater, den nationalstatslige orden, der igen viser sit oprindelige grundlag i Gaza.
Det er for sent at gøre det rigtige / men i dag kunne have været en god dag – er det sådan Nynne skriver i Chicken Wings?
Husker at stå til demo på Rådhuspladsen i vinters, efter selv at have holdt tale – jeg havde forsøgt at tale klart, om det systematiske og intentionelle ved folkedrabet; om den antisemitisme der ligger i at insistere på staten Israel som den eneste og logiske løsning på århundreders europæisk jødeforfølgelse; men også at sige noget om den stilhed jeg hører i mit sprog, når jeg forsøger at sætte ord på situationen – og så gik en ung palæstinensisk kvinde på scene og holdt en tale, der klart og utvetydigt afsvor enhver tro på og troskab mod den vestlige orden, humanisme, menneskerettigheder, international lov, alt det. Husker at tænke at hun så klart. At jeg, selvom jeg ville kunne sige, og ofte har sagt, de samme ting, ikke var klar til at erkende dem. Eller til at drage konsekvenserne af dem.
Men hvad findes der på den anden side hvis ikke bare kynisme?
Hvornår er der demo igen? Hvornår blokerer vi terma igen? Hvornår sætter vi ild til noget?
Skriv en kommentar