Ikke at skrive om Gaza II

Mandag d. 28. juli 2025

Ikke at kunne give sit barn mad. Ikke at kunne give sit barn mad.
En stor tavshed i hovedet, når jeg tænker på dét.

Der er stille her på biblioteket. Svag susen fra noget udluftning eller elektricitet, dæmpet fuglesang gennem de lukkede vinduer, lidt trafik. Fornemmelsen af at også den slags ord – elektricitet, fuglesang, trafik – betyder noget andet end før folkedrabet; at de også bærer en tavshed i sig, en utilstrækkelighed. Ordene betyder ikke længere det de benævner, og har måske aldrig gjort det.

Det føles forkert at begynde at tænke på, hvad folkedrabet betyder for mit sprog. At tage bestik af situationen, i stedet for at gøre hvad jeg kan for at ændre den. Men som Johannes Anyuru skriver et sted, er situationen måske sådan, at selv hvis Israel i dette øjeblik skulle stoppe alle kamphandlinger, ophæve blokaden og trække sig fuldstændig ud af Gaza, ville folkedrabet allerede være fuldbyrdet. Og at vores fælles sprog (humanismens sprog, rettighedernes, staternes, den internationale ordens sprog) har kunnet rumme og skjule det, mens det udfoldede sig. Terrorangreb, militæroperation, retten til at forsvare sig selv – jeg har ingen anelse om hvad de ord betyder.

*

Ivan Malinowskis digt Leve som var der en fremtid og et håb er mest af alt en opremsning af en lang række dagligdags handlinger, alle sammen efterfulgt af et som – og til sidst forbundet til Vietnamesernes overlevelse under amerikanske militærangreb under Vietnamkrigen. En lignende tanke eller figur findes i mange af de af hans digte, der forsøger at sætte sig i forbindelse med koloniale og imperiale overgreb rundt om i verden: Spørgsmålet er ikke så meget, hvad “vi” her i vesten kan gøre for dem, der lider under den koloniale vold, men hvad deres modstand og fortsatte overlevelse betyder for os, vores daglige sprog og gøremål. Den omvendelse af solidaritetsspørgsmålet har altid provokeret mig, der er noget selvoptaget ved den – og den virker kun mere foragtelig i den her situation. Og alligevel …? Hvis vores sprog, dagligdag, vores mindste handlinger, har kunnet rumme folkedrabet – og før det, undertrykkelsen, fordrivelsen og de genkommende massakrer på palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden …

Eller: den genkommende, energiske trang til at placere skyld: den danske regering, våbenfirmaerne, EU, DR, weekendavisen (forestillede mig en minutiøs gennemgang af deres dækning siden 7. oktober 2023 – lederartiklerne, nyhederne, Søren Villemoes som fucking ekspert der sidder og gennemgår dagens spørgsmål om dødstal, proportionalitet etc. – forestillede mig at kunne afsløre noget som allerede står og troner i fuldt dagslys …) – måske skjuler den en anden, mere grundlæggende skyld eller delagtighed: at mit liv og min dagligdag er betinget af en orden (den koloniale, raciale orden), der findes sit klareste, mest ekstreme udtryk i Gaza.