Mine arbejder

I flere år har jeg nu haft det, – ikke held, nej det kan aldrig være held!, – det privilegium, det klasseprivilegium, at tjene tilstrækkeligt med penge på bøger, legater, oversættelse, oplæsning, foredrag, undervisning (okay, i perioder et tvivlsomt privilegium) – og på det seneste har jeg ikke behøvet at gøre andet end at skrive og snakke og undervise – længe har jeg altså ikke haft noget andet, manuelt, ufaglært arbejde, og det kommer jeg til at tænke på nu, hvor jeg sidder og læser Nath Krauses fantastiske Trilogi, den første del der handler om en undsluppen smågris fra en grisetransport, og jeg tænker på den store gråblege gris hvis små døde øjne sprang mig i møde, da jeg, snydt af min makker, løftede det store plastikdække i vejkanten til side – nu tænker jeg altså på den gris og den makker og det arbejde, og på alle de andre dumme arbejder jeg har haft, og får lyst til at skrive dem ned:

Okay, men lad os starte dér så: Jeg skulle måle grundvandsniveauet i en 30 kilometers radius omkring Århus. Husker ikke hvordan jeg fik jobbet, et vikarfirma måske, men jeg mener det var Ramböll der var arbejdsgiver (-tager!). Man var af sted to uger ad gangen, boede i et fugtigt sommerhus et sted og arbejdede seksten timer i døgnet. Kørte to og to rundt til privatejede brønde, mange af dem nedlagte – sløjfede, blev det kaldt – baksede løs med at få vristet brøndækslet af og målte så, med en elektrisk pejler af en art, hvor højt vandet stod. Min makker hed Henrik og var nogle ældre end mig, stærk, fjoget, skiftevis træt og i spil-op-humør. Vandrebukserer, slidt grå festival-T-shirt ud over en langærmet sort. Noget drenget ved hans rødmossede ansigt. Ustoppelig latter da han fik snydt mig til at lede efter den brønd, vi længe havde kørt rundt efter, under det grønne plastikdække i vejkanten – åbenbart ligger svinefarmerne de afdøde grise til afhentning under sådan et. Det lærte jeg der. Men i det hele taget mange døde dyr på de ture: de sløjfede brønde var ofte fyldt med velpræserverede lig af fugle, mus, muldvarper, – oddere? Brunsvigere og kanelsnegle i posevis, når vi var ved gå kolde om eftermiddagen. Sød hævn i brystet, da Henrik senere tissede på et elektrisk hegn og forsøgte at straffe køerne for det.

Mit første arbejde var som reklameuddeler. Onsdag og lørdag – den ene af dagene skulle man selv pakke reklamerne, den anden var de sorterede når man hentede dem (i en carport i Ryparken et sted?). Jeg husker at jeg udregnede min løn til 37 kroner i timen, hvis jeg løb min rute.

Senere blev jeg opvasker på Café Smagløs og Café ministeriet på Klostertorv. De havde samme ejer og samme køkken, det lå på første sal og havde forbindelse til de to caféer via hhv. en trappe og vareelevator. Mine sneaks blev møre og levende af at stå i det våde miljø så mange timer i træk, min hud blev fedtet. Kokkene var slidte og grænseoverskridende. Ved ikke hvor mange gange jeg blev taget på, slikket i øret, svirpet med et viskestykke, skubbet op mod bordet og visket noget i øret. På en eller anden måde var altid sjovt, dvs.: Det føltes ikke som om jeg havde muligheden for at reagere som om det ikke var sjovt. Sæbe i min cola, bobler ud af munden, haha! Senere blev jeg tjener, det var jeg ikke god til.

*

Når bleerne er skiftet

grøden lavet

solgul af sin gurkemeje

opvasken taget

vasketøjet foldet

barnet ammet

og elsket

og vendt mod vinduets store lys

for at bøvse

og så lagt ved brystet igen

– brystet som ikke er mit –

og vugget i søvn

i vuggen

kan digtet skrives.

*

Slog græs for et gammelt ægtepar med en stor, ovalformet plæne (måske noget mine forældre havde sat i stand? Jeg ville gerne tjene penge, og de ville gerne at jeg skulle lære at arbejde). Kvinden satte sig ofte ved havebordet og sagde: Jeg kan sådan godt lide at se andre mennesker arbejde.

Natarbejdet på Dansk Supermarkeds Non-food-lager, men det har jeg skrevet om. Sjældent har jeg været så træt. Men jeg var der kun i et halvt års tid. Nogle havde været der i årtier.

Lærervikar, husker næsten intet fra den periode.

Var pædagogmedhjælper i en vuggestue i to et halvt år, 28 timer om ugen. Blev så trist, da jeg skulle sige farvel til børnene. Den ældre pædagog på stuen, hendes knoglede ansigt og hurtig-snak når vi stod og røg i kælderskakten i pauserne (et af de mennesker der lyder som om hun altid er vred på det, hun taler om). Hun kunne være kærlig og hårdhændet, alt efter travlheden tror jeg. Nogle gange blev børnene sat i skammekrogen: Det selvretfærdige i hendes ansigt, når hun havde besluttet sig for at de måtte græde færdig alene. Var det hende eller den anden, den mere erfarne pædagogmedhjælper, der fortalte mig at jeg havde ret til ikke at ville skifte ble på pigerne, hvis jeg var alene på badeværelset, for min egen skyld, for ikke at risikere anklager om noget? Var det en regel i kommunen eller bare i den institution jeg arbejdede i? Da jeg havde været der i noget tid, begyndte jeg også at blive hyret som babysitter af forældrene. Jeg sad i deres lædermøbler, mens mørket fald på i deres stuer.

Har været handicaphjælper ad to omgange. Et halvt års tid for en person i Stautrup, halvandet års tid for en person i Ballerup. I Ballerup var det seksogtredivetimers vagter, fra klokken seks torsdag morgen til klokken seks fredag eftermiddag. Jeg tog arbejdet for at have tid til at skrive, men endte med at blive så søvnløs at jeg sjældent kunne skrive noget sammenhængende. Min arbejdsgiver var en midaldrende ingeniør med en travl hverdag: op klokken seks, morgenrutinen (tog omtrent en time), morgenmad, på arbejde indtil ved firetiden, træne, købe ind, hjem og lave mad … Jeg forestillede mig hans aktivitetsniveau til dels var en fortrængning af hans situation. Jeg forsøgte at minde mig selv om, at jeg ikke havde noget grundlag for at vide det. Engang var jeg med ham til en reception af en art, måske en julefest eller en åbning af et nyt kontordomicil for et eller andet firma. Husker store, åbne rum og brune indendørsfliser. De havde indkøbt et værk af Kristian Hornsleth, det skulle reveales, stoffet flåes til side: han havde malet på et flygel.