Adorno: At evnen til at se forskellene – det særegne og ikke-identiske, det som ikke går restløst op i et begreb eller et navn – at dét er forudsætningen for både kærlighed og den æstetiske værdsættelse af et kunstværk, – er det ikke noget lignende Simone Weil tænker over med sit opmærksomhedsbegreb: At både mødet med den anden og mødet med skønhed vækker et begær, som ikke ønsker at eje den anden eller det skønne, ikke ønsker at konsumere og fordøje dem i sit eget billede, men snarere sætter subjektet i en tilstand af modtagelig passivitet, som minder om bøn … I Attente de Dieu skriver hun:
“Verdens skønhed er en indgang til labyrinten (eller egentlig: Labyrintens mund). Den uforsigtige, der efter at være trådt ind tager et par skridt videre, vil snart ikke kunne finde tilbage til åbningen igen. Udmattet, uden noget at spise eller drikke, alene i mørket, adskilt fra sine elskede og fra alt, hvad han har kært, går han videre uden at vide noget eller håbe på noget, endda ude af stand til at iagttage om han bevæger sig fremad eller bare drejer rundt på stedet. Men denne fortvivlelse er intet i forhold til den trussel, der venter ham. For hvis han ikke mister moder, hvis han bliver ved med at gå, er det fuldstændig sikkert, at han på et tidspunkt vil nå ind til labyrintens centrum. Og der sidder Gud og venter på at spise ham.”
Værd at huske, at der også er noget ufrivilligt ved opmærksomheden; man ved ikke, hvad man roder sig ud i, pludselig er man bare på vej videre ind. Det er måske nydelsesfuld at blive spist og fordøjet af Gud (eller skønheden, eller den anden), men det er ikke noget man kan ville.
Måske er Adornos forskelsbegreb tættere på livsformen hos Agamben: et liv der er så sammenfaldende med sin form, at det ikke kan skelnes fre den, og derfor ikke længere kan opdeles i bios og zoe, i nøgent og kvalificeret liv; ikke hvad man er, men hvordan man er det man er. Man siger for eksempel ikke: “Jeg elsker ham, fordi han er klog og kærlig og har et flot, sort skæg.” Men: “Jeg elsker hans måde at tænke på, hans omsorg og hans flotte, sorte skæg.”
*
Mit had til dygtige socialdemokrater får mig lyst til at tænke fysiognomisk: de tunge, lidt fjerne, alvorlige øjne, de alle sammen går rundt med; den velplejede, men ligesom gennemsigtige hud; de små munde og de brede, kraftige kæbepartier – jeg bilder mig ind at jeg kan læse deres vilje til (og velbehag ved) magt i deres ansigtstræk.
Eller: Jeg forestiller mig at rive deres hud og det underliggende væv af i lange, lige bånd ned over deres ansigter, for at afsløre metalplader, ledninger, chips og dioder nedenunden … En lidt dum, 80er-scifi-agtig forestilling (They live, er det ikke det den hedder, den der John Carpenter-film, hvor hovedpersonen får sig et par solbriller, der gør ham i stand til at se de hersker-aliens der driver rundt overalt og sender sub-liminale, ordensopretholdende beskeder til de intetvidende borgere?) ja, – men vel lige så meget en reversering af det, jeg gerne vil; og som dem der vælter statuer eller hælder rød maling ud over Anders Fogh prøver på: at ødelægge magtens billede, den magtkrop der har løsrevet sig fra politikerens egentlig krop, bryde igennem magtens skin og blændværk og ind til det menneske, der faktisk står og siger de ting, bruger den magt, tager den på sig …
Men findes det menneske overhovedet? Nogle uger efter hun var blevet overfaldet på gaden, sagde Mette Frederiksen noget i retning af, at det, der havde hjulpet hende videre, var at tænke på, at det jo ikke var hende, men statsministeren der var blevet begået vold imod …
Jonas Eika 
Skriv en kommentar