Forsideillustrationen på Åben himmel kommer fra den tyske mystiker, læge, komponist og abbedisse Hildegard af Bingens (1098-1179) store samling af kosmiske visioner Liber Divinorum Operum. I sin femte vision beskriver hun, hvordan hun ser jordkloden inddelt i fem sfærer, omfavnet af et bevinget væsen på den ene side og af et gabende mørke, der truer med at sluge hele kloden, på den anden. I visionen er der også en stemme, der taler til hende:
”Gud har ladt Jorden hænge midt i de tre elementer [det må vist være de tre lag af den midterste sfære: kulde, varme og så dampen midt imellem] på en sådan måde, at den ikke kan falde fra hinanden eller gå i opløsning. Sådan viser Gud os det guddommelige som noget mægtigt og vidunderligt. For Gud lader ikke engang vores kød og vores knogler rådne op i støvet. I stedet vil Gud på Dommens Dag genoprejse og samle dem igen. Gud skabte den ene del af Jorden i et klart lys, den anden del i mørke og den tredje så den blev forfærdelig at se på. Den fjerde del blev skabt som et straffens sted, og her er nogle dens regioner tiltænkt mennesker, mens andre er ubeboelige. På samme måde har Gud henvist nogle sjæle til Gudsriget, mens andre er blevet forvist til Helvede efter den sidste dom.
Se, hvordan Jordkuglen er delt i fem, sådan at én del ligger mod øst, en anden mod vest, den tredje mod syd og den fjerde mod nord. Den femte er i midten. Dette skyldes, at Jorden, hvis den var rektangulær i stedet for rund, ville være svag og uligevægtig i hjørnerne. Men hvis Jorden ikke havde fem dele, kunne dens masse ikke være ordentligt fordelt. For de ydre dele giver Jorden tilstrækkelig vægt til at holde den stabil, mens den midterste del holder Jorden på plads. Det betyder, at vi mennesker, som er symboliseret af Jorden, bliver styrket og bragt til frelse gennem de fem sanser, der stimulerer og giver os alt det, vi har brug for.”
Noget af det sjove ved at læse Hildegard er hendes nøgternhed, skråsikkerhed, den fuldstændig afklarede måde, hun beskriver og tolker sine visioner på. Det umiddelbare og personlige – synet, det det pludselig viser sig for en – forklares meget systematisk, nogle gange nærmest matematisk. Derudover er Hildegard spændende som en kosmisk og kropslig tænker, en mystiker for hvem de to sfærer altid er forbundet med og indfoldet i hinanden: Jordens fem forskellige sfærer svarer til de fem elementer – jord, vand, ild, luft og æteren – der igen svarer til menneskets fem sanser:
”Den vestvendte del forlener dette område (det midterste) med en fugtighed, som nogle gange har en god virkning og andre gange en dårlig. På samme måde bebuder vores hørelse – som gennemtrænger og stimulerer vores kroppe vestfra – os nogle gode nyheder og andre gange ulykke, nogle gange sjælens frelse og så igen fortvivlelse.
Den tredje del, der vender mod syd, forlener det midterste område med en varme, der er mildnet af kølige vinde. På samme måde vidner den duft, der opstår af blandingen af varme og kulde, om lugtesansen der har sin oprindelse i en højere form for længsel.
Den fjerde del (…)
Den femte del, som befinder sig i midten, bliver styrket i sin standhaftighed af de andre dele og mildnet af flere forskellige påvirkninger. I overensstemmelse hermed bliver vores følesans, som til en vis grad befinder sig midt i de andre sanser, styrket af dem, fordi de alle sammen deler deres egne kræfter med denne sans (…). Dette kan alt sammen ses i vores fingres struktur, for det er igennem dem, at vi udfører alle de handlinger, der bør give os vores evige belønning.”
Åben himmel er egentlig ikke – bortset fra dele af Halenes teologi og urteviden – inspireret af Hildegard. Hendes tekster er meget mere systematiske og logiske end de mystiske tekster, der har inspireret mig litterært – og denne vision er ikke illustrativ for den kosmologi, jeg via Idas visioner forsøger at skrive mig frem til. Når jeg alligevel gerne ville have den på forsiden, er det måske på grund af forbindelserne mellem det sanselige og det celestielle, kroppen og kosmologien; Himmel, Helvede og det dæmoniske er alt sammen noget dennesidigt, en del af den Jordiske og kropslige sfære – men også, og måske først og fremmest, på grund af det grundlæggende fremmedartede ved kosmologien. Den er tydelig, men mærkelig; jeg kan genkende og kategorisere de fleste dele af den, men ikke få den til at gå op, få den til at svare til nogen verden, jeg kender Derfor er det nøgterne og systematiske ved Hildegards tekster også spændende: Det er ikke et forsøg på at forklare det personlige og mystiske som noget ordnet og meningsfuldt – det inviterer mig snarere ind i en anden verden, en verden hvor det giver mening, hvor det er selvfølgeligt og sandt.
Hvis den verden så skinner tilbage på vores, er det ad omveje – men det gør de så måske også: Hildegards kosmologi er muligvis ordnet og logisk, men den er også skrøbelig; den kunne også, hvis elementerne kommer i ubalance, ”gå i opløsning eller falde fra hinanden.” Det religiøse her – at ordnen er givet af Gud; at det, der virker stabilt og selvfølgeligt, er noget vi får som en nådegave, og som vi også kunne miste igen – dét kan måske også bruges for et sprog for de ting, vi lærer om planeten og dens vejr- og økosystemer i det antropocæne …
Jonas Eika 
Skriv en kommentar