(Tilbage i 2021 udkom min og Nanna Dahlers oversættelse af Jackie Wangs Carceral Capitalism på forlaget OVO press – på dansk som Fængselskapitalisme – forsynet med et meget smukt og præcist forord af Mikas Lang, og med et langt efterord, som Nanna og jeg havde skrevet, et forsøg på at tænke Wangs analyser ind i en dansk kontekst. Der er allerede sket meget med den danske raciale fængsels/velfærds-stat siden da – men måske kan vores efterord stadig have noget at sige om situationen. Her kan det læses.)

Det der skal afskaffes og det der ikke kan reddes – udkast til en analyse af dansk fængselskapitalisme

Da vi læste Carceral Capitalism for første gang, i sommeren 2018, fik den os blandt andet til at tænke på det danske lejr- og asylsystem med alle dets indespærrende teknikker, al dets biometriske kontrol og dets langsomme, psykiske vold. Vi var begge involveret i kampe for flygtninges rettigheder og genkendte det ”politiske og diskursive dødvande” som Wang beskrev så klart: en dominerende liberal forståelse af racismen, som gjorde den til et spørgsmål om individuelle intentioner og enkeltstående tilfælde, og som også havde det med at den asylpolitiske kamp ind i nogle helt bestemte rammer. Når der skulle kæmpes imod en forestående deportation, følte vi os nødsaget til at fremhæve de aspekter af den deportationstruede persons historie og identitet, som kunne bevise at vedkommende virkelig havde haft noget at flygte fra, eller at de var en aktiv del af det danske samfund – kort sagt, at de var uskyldig. Når der skulle demonstreres imod de rettighedsløse og fængselslignende tilstande i udrejsecentrene, blev det ofte proklameret, til demonstrationer og i kampagner, at de indespærrede ikke var kriminelle. Og når der skulle diskuteres strategier, var der ofte en betænkelighed ved mere ulydige og saboterende protestformer, eller en idé om at det kun var (hvide) danske statsborgere der burde deltage i dem.

 Selvom disse fremgangsmåder måske var nødvendige – for at skabe offentlig opmærksomhed omkring en deportation, eller for at modbevise den udbredte misinformation om hvem der sidder i udrejsecentrene – var de også med til at lede opmærksomheden væk den strukturelle og raciale karakter af lejr- og deportationssystemet. Med vores fremhævelser af den enkeltes uskyldighed, og vores betænkelighed over for mere ulydige modstandsformer, negligerede vi det faktum at grænsesystemet i sig selv er kriminaliserende, og at det i høj grad er racegørende processer der bestemmer hvem der ender i det.

Jackie Wangs afvisning af uskyldighedens politik er uden tvivl stadig relevant. Men under vores genlæsninger, og i arbejdet med denne oversættelse, er vi blevet mere og mere optaget af hendes analyse af nutidens raciale fængselssamfund, og hvordan det opretholdes af både statslige og finansielle institutioner. Analysen er selvfølgelig specifik for en US-amerikansk kontekst; den åbenbarer først og fremmest noget af det materielle og historiske grundlag for de mange Black Lives Matter-opstande vi har set i USA de seneste år – men skiftet i vores læsning afspejler også, det tror vi, de seneste års raciale udviklinger indenfor dansk politik. Siden 2018 har vi fået Paradigmeskiftet, som i praksis gør deportation til en nærværende trussel for mange racegjorte befolkningsgrupper. Vi har fået Ghettopakken der på baggrund af ”ikke-vestlig” etnicitet som den afgørende faktor udløser dobbeltstraf, tvangsflytning og tvangsinstitutionalisering i almene boligområder. Vi har fået maskeringsforbuddet (læs: burka- og niqab-forbuddet), et stigende antal udvisningsdomme, det skærpede tilsyn med muslimske friskoler, samt en lang række andre love og praksisser der alle er rettet mod primært sorte, brune og muslimske befolkningsgrupper.

Med andre ord: Hvor det muligvis i årene efter 2015 var muligt at forestille sig den ’stramme’ danske udlændingepolitik som en reaktion på stigende indvandring, er det nu blevet tydeligt at den udgør et juridisk, socialt og økonomisk angreb på racegjorte personer i det hele taget. Lejr- og deportationssystemet kan ikke adskilles fra de racistiske love der rammer dem som i en eller anden grad er politisk og økonomisk inkluderet. Grænserne mellem eksproprierende inklusion og voldelig eksklusion bliver hele tiden mere flydende. Derfor tror vi også at det er muligt at oversætte nogle af Wangs analyser til den nuværende danske situation. I dette efterord vil vi forsøge at komme med et udkast til en analyse af det man kunne kalde dansk racial fængselskapitalisme.

Racialiseret ekspropriation i velfærdsstaten

Den såkaldte smykkelov der giver politiet mulighed for at beslaglægge kontanter og værdigenstande fra flygtninge og migranter; gebyrer og egenbetaling der opkræves for ansøgninger om permanent opholdstilladelse og familiesammenføring; bødestraf for overtrædelse af opholds- og meldepligten i udrejsecentrene – det er alt sammen ordninger der giver staten mulighed for at presse penge ud af primært racegjorte befolkningsgrupper, oftest i meget udsatte situationer. Med tanke på Socialdemokratiets udspil om ”Tryghed for alle danskere”^[1], der blandt andet skulle gøre det muligt at straffe ophold i udvalgte zoner med en bøde på 10.000 kr. (samt at beslaglægge folks værdigenstande hvis de har gæld til det offentlige), er det – om end forslaget ikke blev vedtaget i denne omgang^[2] – sandsynligt at vi kommer til at se en intensivering af denne slags raciale ekspropriering, som også vil komme til at ramme folk med opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Vi begynder at kunne se konturerne af en parasitisk dansk stat, der, ligesom den Wang beskriver, udvinder penge og mere eller mindre gratis arbejdskraft fra nogle af dens mest udsatte borgere.

Men er Danmark overhovedet sammenlignelig med USA, når det kommer til regeringsførelse, offentlige finanser, gæld og skattepolitik? Os bekendt er der ikke nogen danske eksempler på den slags røveriske, kommunale ordninger som Wang hiver frem i lyset: samarbejder mellem kommunerne, politiet og retssystemet, der har til formål at udplyndre primært fattige sorte (og andre racegjorte) befolkningsgrupper gennem aggressiv bødeuddeling og forbryderfinansierede ”services”. Det skyldes måske at Danmark (endnu) ikke har gennemgået den politiske udvikling som Wang forankrer sin analyse i – den nylige overgang fra en neoliberal gældsstat til en ”røverisk stat som har den funktion at modulere neoliberalismens dysfunktionelle aspekter (…).” I forhold til USA har den danske stat en del mindre gæld, ligesom den beskatter indbyggerne relativt højt og regulerer virksomhederne en hel del mere.

Samtidig er det som om denne dikotomi mellem den neoliberale minimalstat og den socialdemokratiske velfærdsstat forhindrer os i at forstå de politisk-økonomiske forandringer der finder sted i Danmark i disse årtier. Måske er dikotomien faktisk en afgørende del af den illusoriske hvide arbejderisme som Socialdemokratiet forsøger at sælge deres vælgere: idéen om at Danmark, så længe de uberettigede ”ikke-vestlige” ikke får del i velfærden, vil kunne undgå konsekvenserne af de stagnerende vækstrater og realiseringsproblemer der har kendetegnet den vestlige kapitalisme siden 1970erne – og af de politiske omstruktureringer det kræver at opretholde den.

Hvis staten i den neoliberale tidsalder nødvendigvis antager røveriske, gældsættende og straffende former, så gør den det i Danmark måske netop igennem sine velfærdsfunktioner, igennem socialpolitikken. Tag for eksempel de seneste årtiers reformer af de offentlige ydelser, som i stigende grad binder retten til overførelsesindkomst op på evnen og pligten til at udføre lønarbejde. Sammen med den stigende privatisering har det skabt et system der gør arbejdsløse mennesker syge, fattige og nedslidte, og som samtidig udgør en profitabel beskæftigelsesindustri for praktikvirksomheder, konsulentfirmaer og såkaldte anden aktører.

Noget lignende gør sig gældende i integrationssystemet. Siden 2001 (med undtagelse af fire år mellem 2011 og 2015) har flygtninge og indvandrere ikke haft ret til kontanthjælp, men modtager i stedet en ydelse der er cirka halvt så stor, efter Paradigmeskiftet i 2019 kaldet ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”. I blandt andet dagbladet Information har man kunnet læse om hvordan denne ydelse skaber fattigdom, meget trange boligforhold, social isolation, sult, psykisk sygdom osv.^[3] Med tanke på hvor lidt den lavere ydelse faktisk øger beskæftigelsen, og hvor få der vælger at ”rejse hjem” (eller snarere, indvillige i deres egen deportation), fremstår den mest af alt som en straf – eller som et eksempel på hvordan deportationssystemets ”motivationsfremmende foranstaltninger” er sivet ind i integrationspolitikken, så de to ikke længere er til at adskille fra hinanden.

Men den særligt lave ydelse gør også folk sårbare over for ekspropriation og hyperudbytning fra den private sektor. Her kunne man måske tale om velfærdsstaten som facilitator,som den instans der gennem social- og udlændingepolitikken skaber de prekære, racialiserede forhold som røveriske virksomheder og låneinstitutter lever af. Overordnet set sker det på tre måder:

1) Gennem de obligatoriske integrationsforløb: I 2016 blev der lavet en trepartsaftale mellem den daværende Venstre-regering, Dansk Arbejdsgiverforening og fagforeningerne, som blandt andet indeholdt krav om at flygtninge skal i virksomhedspraktik (eller job med løntilskud) senest to uger efter de har fået asyl. For de flestes vedkommende betyder det at de placeres i en kombination af danskundervisning og ulønnet praktik, som de er tvunget til at fuldføre for at modtage deres månedlige ydelse – som altså i skrivende stund ligger på 8.703 kr. før skat for forsørgere med børn i eget hjem (med gradvis optjening af ret til ekstra børnetilskud) og 6.219 kr. for folk der ikke har børn.^[4] Der findes ikke nogen opgørelser over hvor mange praktiktimer der er blevet aftjent i dette system, i hvilke virksomheder, og hvor mange forløb der faktisk fører til en lønnet ansættelse – men meget tyder på at praktikordningen mest af alt udgør et statsfinansieret system for gratis, eller i det mindste meget billig, rettighedsløs arbejdskraft. Sådan opleves det i hvert fald for mange af de afghanske flygtninge der bliver citeret i Mikkel Rytter og Narges Ghandchis artikel ”Integration via arbejde: Prekær inklusion og udvidet usikkerhed blandt afghanske flygtninge”.^[5] Mange oplever at blive sendt fra den ene praktik til den næste, i forskellige manuelle, ufaglærte jobs, nogle gange under trusler om ydelsesstop fra kommunerne, som i øvrigt motiveres økonomisk til at få folk i arbejde frem for uddannelse. Når man samtidig tænker på den manglende ret til pension, ferie og ikke mindst til at sige op, begynder det at ligne en slags tvangsarbejde. Som Rytter og Chandchi påpeger, minder flygtningenes situation på den måde om forholdene for danske langtidsledige, som jo også tvinges til jobtræning og praktikforløb – hvilket måske burde få os til at spørge, ligesom Jackie Wang gør i Fængselskapitalisme, til forholdet mellem racialiseringen af lediggang og neoliberaliseringen af den sociale sektor: I hvilken grad er associationen af offentlig understøttelse med uberettigede, snyltende ”ikke-vestlige” indvandrere med til at legitimere afviklingen af statens velfærdsydelser i det hele taget? Muligvis kunne der findes vigtige politiske alliancer her – om end racegørende processer, herunder truslen om deportation, gør situationen en anderledes prekær for immigranter end for arbejdsløse danske statsborgere.

2) Gennem skabelsen af en ekstremt prekær, racegjort arbejdsstyrke: Foruden alt det udokumenterede og rettighedsløse arbejde som racegjorte proletarer udfører, for eksempel i restaurationsbranchen, kunne man tage et eksempel som online-supermarkedet Nemlig.com. I en række artikler bragt i dagbladet Politiken i foråret 2021 blev det beskrevet hvordan overvågede lagerarbejdere må løbe rundt, klatre op i meterhøje reoler, kæmpe sig frem mellem hinanden på de smalle gange og undgå at gå på toilettet for at kunne leve op til de nærmest umulige effektivitetskrav^[6] – og hvordan chaufførerne, der også beskriver at få stress og fysiske mén af det høje tidspres, kan blive straffet med bøder på op til 5.000 kr. for fejl og små forsinkelser i et i forvejen underlønnet arbejde.^[7] Ifølge Politiken kommer langt størstedelen af Nemlig.com’s ansatte ”fra tredjeverdenslande som Nepal, Pakistan, Indien, Iran, Uganda og Irak.” Og det er ikke tilfældigt: Ved at fratage flygtninge og migranter retten til kontanthjælp og indføre fattigdomsskabende ydelser i stedet – samtidig med at man binder muligheden for at opnå dagpengeret, familiesammenføring og permanent opholdstilladelse op på krav om blandt andet boligstørrelse og selvforsørgelse/fuldtidsarbejde – skaber den danske stat en prekær, racegjort arbejdsstyrke som røveriske virksomheder kan udnytte på det groveste uden at skulle stå til ansvar overfor de almindeligt gældende arbejdslove.

3) Ved at presse folk ud i negative lånespiraler: I en artikel i Information fra marts 2019 fortæller en række kommunale gældsrådgivere om hvordan familier på Integrationsydelse, for at kunne dække deres faste, mest basale udgifter, optager lån fra private kreditorer, herunder kvik- og sms-lån der forrentes eksplosivt. Efter nogen tid ender mange med en gæld der ”er højere end det man kan forventes at kunne tjene over ens livsforløb.”^[8] Her har vi altså en situation hvor staten gør bestemte, primært racegjorte subjekter – der som nyankomne har meget dårlige forudsætninger for at kunne forudse og planlægge deres udgifter – til nemme mål for røverisk långivning, hvilket ser ud til at producere gældsathed som et livsvilkår. Ligesom Wang gør i Fængselskapitalisme, bør vi undersøge konsekvenserne af denne gældsætning både på et materielt og et subjektivt plan: Ikke blot bliver flygtninge og migranter meget hurtigt registreret som dårlige betalere og dermed udelukket fra at kunne optage huslån og akkumulere velstand – deres tilværelse i Danmark knyttes fra starten sammen med deres status som skyldnere der forventes at opføre sig nøjsomt, arbejdsomt og ydmygt, hvis da ikke skamfuldt. Måske bør Maurizio Lazzaratos analyse af det forgældede menneskes subjektivitet tilføjes en racial dimension? Ikke kun fordi racegjorte befolkningsgrupper rammes først og hårdest af neoliberalismens omdannelse af ”sociale rettigheder” til ”social og privat gæld”^[9] – men også i den forstand at det forgældede menneskes føjelige subjektivitet synes at blive forstærket og få en særlig betydning af det skylds- og taknemlighedsforhold som racegjorte personer, og især flygtninge, i stigende grad forventes at have til den danske stat. Spørgsmålet er om ikke de ekstremt lave ydelser, kombineret med de obligatoriske integrationsprogrammer og den herskende assimilationsdiskurs, også er en måde for staten at cementere et dominansforhold på; et forsøg på at producere livslang føjelighed i subjekter der ellers kunne have gode grunde til at være ulydige?

Kriminalisering, deportérbarhed og det ”ikke-vestlige”

Som de ovennævnte eksempler viser, er vi nødt til fortsat at fokusere både på gældsætning og udbytning, når vi analyserer den racialiserede ekspropriation i velfærdsstaten. Det føles stadig for tidligt at sige om den raciale kapitalisme i Danmark tenderer mod at gældsætte racegjorte subjekter (gennem røverisk långivning og parasitisk regeringsførelse), eller mod at inkorporere dem i arbejdsstyrken som en slags tvangs- eller andenrangsarbejdere. Begge muligheder er dog eksempler på en form for eksklusion der virker gennem inklusion, altså ved at indlemme folk i den etablerede økonomi (som arbejdere og/eller skyldnere). De to modaliteter kan altså siges at have et økonomisk rationale – hvilket også gør dem til et bekvemt fokus for denne analyse: Racismen fremstår rationel, som om den blot udfylder en funktion i kapitalismen.

Men under de eksproprierende og udbyttende processer løber en konstant trussel om kriminalisering og deportation. Efter Paradigmeskiftet – som på mange måder blev forberedt af Helle Thornings regering i 2015^[10] – er alle med midlertidige opholdstilladelser (særligt dem der har fået ophold på baggrund af de generelle forhold i deres hjemland), teoretisk set i fare for at få smadret deres livsgrundlag hvert andet år. Som vi har set det med inddragelserne af opholdstilladelser for flygtninge fra Somalia, Afghanistan og Syrien, har afgørelserne intet at gøre med en reel vurdering af deres sikkerhed. De latterlige rapporter om forbedrede sikkerhedssituationer i hjemlandene – skrevet af danske embedsmænd der har opholdt sig et døgns tid i Mogadishu Lufthavn, eller på baggrund af udtalelser fra en general i Bashar al-Assads hær – viser os endnu en gang, at over for racegjorte flygtninge og migranter er den danske stat mere end villig til at suspendere alle rets- og rimelighedsprincipper. Flygtninge og migranter bebor i stigende grad et retstomt rum, en undtagelsestilstand, hvor de hele tiden er i fare for at få frataget deres opholdsgrundlag – og dermed for at blive spærret inde i udrejsecentre på ubestemt tid eller tvangsudvist til lande hvor de risikerer at blive forfulgt, tortureret og dræbt.

Paradigmeskiftet er ét eksempel på hvordan den danske stat i disse år arbejder på at gøre flere og flere mennesker deportérbare. Begrebet kommer fra antropologen Nicholas de Genova der bruger det til at konceptualisere hvordan ”illegalitet” – og ”dens socio-spatiale følgetilstand af deportérbarhed” – er noget der hele tiden produceres juridisk og politisk.^[11] Paradigmeskiftets påbud om at inddrage folks opholdstilladelser, ”med mindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”^[12], sætter meget vide grænser for hvem der kan gøres deportérbare – og minder i øvrigt meget om udvisningslovgivningen der nu også kræver udvisning i alle de tilfælde hvor det er juridisk muligt.^[13] Og dét er det, selv for folk der har haft dansk opholdstilladelse i mere end otte år, i et væld af straffesager, selv for mindre forbrydelser såsom narkosalg, trusler mod tjenestepersoner, slagsmål, tyveri, hæleri, skatte- og toldsnyd etc.

Et sted mellem disse to måder at skabe deportérbarhed på – mellem udvisningsdomme og opholdsinddragelser – findes den generelle kriminalisering af racegjorte befolkningsgrupper. En egentlig analyse ligger uden for rammerne af dette efterord, men kunne for eksempel tage udgangspunkt i hvordan kategorien ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” over de seneste cirka tyve år er blevet konstrueret og normaliseret gennem statistikker, lovgivning og den offentlige debat. Kategorien påstås for det meste at betegne visse kulturelle fællestræk, men dækker i virkeligheden over hele 155 lande, der selvfølgelig ikke er kulturelt homogene, og som måske ikke har særlig meget andet til fælles end det at deres majoritetsbefolkning ikke er hvid.^[14]

Når der skal fremsættes et nyt, racistisk lovforslag, vil der for det meste, et stykke tid forinden, blive offentliggjort en ny opgørelse (gerne fra Danmarks Statistik, statens egen statistikbank) der viser at ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” er mere kriminelle eller mere arbejdsløse end ”etniske danskere” – uden i øvrigt at tage højde for de socio-økonomiske forhold der konstituerer kategorien i det hele taget. Det ”ikke-vestlige”, denne i bund og grund raciale betegnelse, bliver en exceptionel kategori, en forklaringsmodel i sig selv. Og prognoser om befolkningstilvækst blandt denne gruppe fremstilles som en trussel mod velfærdsstaten, ’danske værdier’, de borgerlige frihedsrettigheder etc. Meget lig ”den unge superpredator” i Wangs biopolitiske analyse af ungdomskriminalitet er det som om det ”ikke-vestlige” er blevet konstrueret som et demografisk problem i sig selv, som det kræver aggressive, forebyggende indsatser at inddæmme eller helt fjerne.^[15] Ligesom med den (sorte) ungdomskriminelle i USA ville det være interessant at se nærmere på hvordan (racegjorte) flygtninge og immigranter er gået fra at være nogen der har krav på beskyttelse og ekstra støtte fra staten, til at udgøre en byrde og en trussel imod den. Det ville kræve en længere juridisk og diskursiv analyse, men vores fornemmelse er at der findes en kontinuitet mellem en uskyldig, hvid humanisme, der ser det som sin opgave at beskytte eller ’redde’ flygtninge og migranter, og en hvid nationalisme der ser dem som potentielle trusler imod samfundskroppen. Inden for begge diskurser er den racegjorte flygtning konstrueret som altid adskilt fra den almindelige befolkning; og i ingen af dem er hun forstået som et aktivt, politisk subjekt. Rent juridisk befinder hun sig (så længe hun ikke er blevet fuldt inkluderet gennem statsborgerskab), på én gang inden- og uden for den almindelige lovs domæne, altid i risiko for at blive flyttet over i deportérbarhedens undtagelsestilstand. Sammen med Roberto Espositos teori om immuniseringsparadigmet, der virker gennem en ekskluderende inklusion, kan dét måske være med til at forklare den næsten umærkelige glidning mellem assimilations- og kriminaliseringsdiskurser, integrations- og deportationspolitik, bio- og nekropolitik.

En af de lovgivninger der både legitimeres og gør brug af kategorien ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”, er Parallelsamfundspakken (tidligere kaldet Ghettopakken). Her kunne man måske se nærmere på hvordan staten gennem bolig- og integrationspolitikken har været med til at skabe de racialt og klassemæssigt segregerede bylandskaber som nu gør det muligt at kategorisere visse områder som ”parallelsamfund” – områder som politiet allerede længe har overpatruljeret, og hvor der oftere bliver oprettet visitationszoner end andre steder.^[16] Selvom det danske politi endnu ikke bruger algoritmiske metoder, skaber deres databaserede tilgang og raciale fordomme et feedback-loop på linje med det Wang beskriver: Data der viser at kriminalitet oftere begås af ”ikke-vestlige” personer i visse områder, sender politiet ud for at patruljere i de selvsamme områder, hvor de holder øje med ”ikke-vestlige” personer, som derfor oftere tilbageholdes, visiteres og arresteres, hvilket producerer data der viser at … osv. osv.

I det perspektiv skal Parallelsamfundspakkens paragraffer om dobbeltstraf måske mest ses som en juridisk kodificering af den kriminalisering som racegjorte befolkningsgrupper allerede er udsat for. Ifølge tal fra 2014 har indvandrere og efterkommere 86 til 88 % større risiko end etniske danskere for at blive anholdt uden senere at blive dømt.^[17] Samtidig udgør de, ifølge tal fra 2018, minimum 30,7 % af de indsatte i danske fængsler og arrester^[18] (selvom de kun udgør 9 % af den samlede befolkning).

Straf og segregering i det danske fængselsvæsen

At man ikke kan citere den slags statistikker uden at være nervøs for at bidrage til den generelle mistænkeliggørelse af racegjorte befolkningsgrupper, siger noget om hvor naturaliseret associationen mellem kriminalitet og ”ikke-vestlige” er blevet – men også om hvor afpolitiseret det danske kriminalitetsbegreb og fængselsvæsen er i det hele taget. De store protester i USA i sommeren 2020, udløst af politiets umotiverede mord på sorte amerikanere, affødte en bølge af solidaritetsdemonstrationer verden over – også i Danmark, hvor der blandt andet blev tegnet forbindelser mellem institutionel (anti-sort) racisme, manglende medierepræsentation og hverdagsoplevelser med racistiske overfald og kommentarer. Men hvor de amerikanske protester i vid udstrækning pegede på – og aktivt angreb – politiet og fængslerne som anti-sorte institutioner, var det som om de danske protester kun nogle gange fik adresseret politiet som institution og nærmest slet ikke berørte fængslerne. Dét skal ikke forstås som en kritik af demonstranterne, eller af organisationen Black Lives Matter Denmark – som netop har insisteret på at adressere for eksempel deportationssystemet og politiets chikane af afrikanske pantsamlere i København – men som et udtryk for at fængselskritikken er forholdsvis fraværende på den danske venstrefløj. Derfor bliver det også svært at oversætte de politiske krav fra en amerikansk kontekst med et semi-privatiseret, militariseret og åbenlyst anti-sort fængselsvæsen, til Danmark hvor fængslerne er offentligt drevne og statsejede. Samtidig har vi ikke i Danmark den samme systematiske masseindespærring som i USA, som jo er det land i verden der holder den største andel af sine indbyggere indespærret, og hvor udvidelserne af ’det fængselsindustrielle kompleks’ går hånd i hånd med skabelsen af racegjorte, primært sorte overskudsbefolkninger.

Men myten om en dansk fængsels-exceptionalisme – at Danmark skulle udgøre en progressiv undtagelse i en verden af straffende stater, bevist ved vores lave fængselsrater, korte straffe og resocialiserende måde at holde folk indespærret på – trænger til at blive udfordret. Et aspekt af det danske fængselsvæsen der i hvert fald ikke er særligt resocialiserende, er brugen af langvarige varetægtsfængslinger. Det er dokumenteret at varetægtsfængslinger, som ofte foregår under isolationslignende forhold, har store konsekvenser for den fængsledes mentale helbred, økonomi og nære relationer. Selvom der har været megen international kritik gennem årene, både af længden på varetægtsfængslingerne og retssystemets nærmest rutinemæssige brug af dem, er det stadig hver tredje af de indsatte i Danmark der sidder varetægtsfængslet – ligesom mængden af lange varetægtsfængslinger (som i gennemsnit varer seks måneder) er stigende.^[19]

Samtidig straffer man mere og mere inden for fængslerne. De seneste seks år er brugen af strafcelle (isolationsfængsling 23 timer i døgnet) steget voldsomt i de danske fængsler (fra 2579 gange i 2015 til 4753 gange i 2020), især brugen af langvarige isolationsstraffe. I Danmark kan voksne idømmes strafcelle i op til fire uger, og unge i op til syv dage, for overtrædelser af forskellige afsoningsregler, for eksempel rygning i egen celle, upassende sprogbrug eller besiddelse af mobiltelefon. Praksissen har fået anmærkninger fra blandt andre Europas Torturkomité, der anbefaler at den helt bliver afskaffet – ligesom den allerede er blevet det i for eksempel Sverige og Norge.^[20]

Måske hænger stigningen i brugen af strafcelle sammen med det faktum at de danske fængsler over de seneste ti år på én gang er blevet mere underbemandede og mere overbelagte. Kontorer, fællesrum og telefonbokse tages i brug som celler, og ofte indsættes der to personer i celler beregnet til én.^[21] Samtidig er bemandingen faldet drastisk, så den i nogle institutioner er næsten halvt så lav som tidligere. Den seneste politiske budgetaftale for kommunalforsorgen, som gælder for 2018-21, har fokus på indkøb af sikkerhedsudstyr, sikring af bygninger, indsatser mod bander, øget overvågning og ”mere konsekvens”, men indeholder meget lidt om resocialiserende indsatser.^[22]

Denne udvikling sker samtidig med at fængselsvæsnet begynder at blive racialt opdelt. Indsatte der ikke har dansk statsborgerskab, adskilles og isoleres i stigende grad fra resten af de indsatte for at afsone på dårligere vilkår. Denne tendens kommer for eksempel til udtryk i oprettelsen af et nyt fængsel i Ringe, som udelukkende bruges til at huse – eller måske snarere opbevare – udvisningsdømte der tidligere afsonede i almindelige fængsler. Det officielle politiske formål har været at samle alle udvisningsdømte på ét sted, sådan at man kan spare alle resocialiserende indsatser væk. Som daværende justitsminister Søren Pape Poulsen forklarede,  ser man ikke nogen grund til at resocialisere folk der alligevel skal deporteres.[23] Og dét kom i den grad til udtryk i omstruktureringen af Ringe Statsfængsel, tidligere kvinde- og ungdomsfængsel, op til genåbningen som udvisningsfængsel i 2018: Antallet af ansatte blev halveret fra 120 til 65; alle pædagoger, misbrugsbehandlere og socialrådgivere blev fyret, så der kun var fængselsbetjente tilbage.^[24]  Som erstatning for det fyrede personale blev der opsat store mængder nyt overvågningsudstyr. I et interview i Fyens Stifttidende udtalte en af fængselsbetjentene, kort efter åbningen, at der var mange af de indsatte som betjentene ikke var i stand til at kommunikere med på grund af sprogbarrierer, og at mange af dem var psykisk udfordrede i en sådan grad at de havde svært ved at tage vare på sig selv.^[25] 

Billedet af det humane, resocialiserende danske fængselssystem er altså på mange måder ved at smuldre. Vi må selvfølgelig spørge os selv, hvordan indespærring nogensinde skulle kunne være resocialiserende, men også hvorfor drejningen hen imod et endnu mere straffende og udelukkende opbevarende fængselsvæsen sker netop i disse år. Når Justitsministeriet offentliggør deres årlige opgørelse over andelen af indvandrere og efterkommere i danske fængsler, fremstilles overrepræsentationen i den offentlige debat for det meste som en trussel imod danske indsatte^[26] og som en økonomisk byrde. I en artikel i Berlingske fra 2017 udtaler Trine Bramsen, daværende retsordfører for Socialdemokratiet, at ”det er fuldstændig vanvittigt, at danske skatteydere skal betale for, at udenlandske kriminelle skal sidde i de danske fængsler”.^[27] I samme artikel omtales den lov, der blev vedtaget samme år, som fratager udvisningsdømte strafafsonere retten til uddannelse, undervisning og behandlingstilbud. I Bramsens reaktion – ”Man kan holde prisen lidt nede, men det er ikke godt nok.” – fornemmer man hvordan overrepræsentationen kan bruges politisk til at legitimere et mere straffende og militariseret fængselssystem i det hele taget. Når ”udenlandske” indsatte bliver gjort til trusler og uberettigede modtagere af skattekroner – og når det at isolere de udvisningsdømte samtidig ikke er tilstrækkeligt – kommer ”løsningen” til at bestå i en generel forringelse af fængselsforholdene.

Tomme zoner, hvidvaskede ofre

Når vi foreslår at racialiseringen af kriminalitetsbegrebet er med til at legitimere et mere straffende samfund, er det ikke for at sige at racismen blot er et instrument staten bruger for med tiden også at kunne ramme den hvide underklasse. Ligeledes med argumentet om at racialiseringen af lediggang og fattigdom er med til at legitimere neoliberaliseringen af velfærdsstaten i det hele taget – en af bagsiderne ved det perspektiv er at det udvisker raciale erfaringsforskelle og kan ende med at re-centrere hvide subjekter. Selvom neoliberalisering og straffepolitik gør både racegjorte og proletariske hvide subjekter udbyttelige, ekspropriérbare og kassérbare – og selvom der findes vigtige potentielle alliancer her – så er der ofte forskel på hvordan det sker, hvilke subjektiveringer det skaber, og hvilken slags vold det indebærer.

Tag for eksempel udvisningsfængslet i Ringe. I de tre år fængslet har eksisteret, har det fået absolut ingen opmærksomhed, hverken i den brede offentlighed eller i udenomsparlamentariske venstrefløjskredse der ellers organiserer sig imod grænseregimet. Mange ved slet ikke at der findes et særskilt udvisningsfængsel på Midtfyn, hvor folk bliver opmagasineret uden nogen som helst sociale tilbud, og uden udsigt til andet end deportation eller et tidsubestemt ophold i Kærshovedgård Udrejsecenter, eventuelt afbrudt af frihedsberøvelse i Ellebæk i op til 23 måneder, under forhold der er ”uegnede for mennesker”[28]. Selvom det ind imellem er lykkes aktivister at tvinge disse steder ind i den offentlige samtale, udgør de stadig, med Jackie Wangs ord, en slags ”tomme zoner”, ”fjerne og adskilte fra den hvide middelklasseerfaring”. Den gennemgribende tingsliggørelse og den konstante, psykiske vold^[29] der finder sted i disse ”zoner af forstødelse og sårbarhed, registreres som regel ikke i den hvide bevidsthed.” Og hvis volden skal gøres synlig for den hvide offentlighed, må den først oversættes, hvilket indebærer at dens ofre bliver ”helt igennem hvidvasket, neutraliseret og uskadeliggjort”. Da det endelig i 2019, efter flere års vedholdende aktivisme både inden- og uden for hegnet, lykkedes at få sat Sjælsmark (daværende udrejsecenter for afviste familier og mindreårige) på den politiske dagsorden, var det nærmest udelukkende børnene der blev snakket om. Børnene, dem kunne man ikke byde de kummerlige forhold, lød det, dem kunne man ikke stå ved at gøre psykisk syge og selvmordstruede. Overfor den hvide offentlighed var det selvfølgelig kun børnene, disse nødvendigvis uskyldige subjekter, der kunne gøre volden opfattelig.

Spørgsmålet er om ikke ’flygtningebarnet’ i bund og grund bliver et hvidt subjekt i denne sammenhæng: stadig uspoleret nok til at kunne ’reddes’ og måske blive dansk – man kunne jo tvangsfjerne børnene, sådan som flere politikere og meningsdannere foreslog. Hvilket igen viste hvordan den enes uskyldighed ofte forstærker de andres skyld: I den offentlige debat blev det efterhånden til at børnene blev ’holdt fanget’ af deres forældre. Når man samtidig ved hvor umuligt det er at sætte Kærshovedgård (udrejsecenter for asylafviste voksne, primært mænd, samt udvisningsdømte og folk på tålt ophold) på dagsordenen, er det tydeligt: Uden et uskyldigt offer er volden ikke opfattelig som vold, er der ingen historie at fortælle.

Det der skal afskaffes, og det der ikke kan reddes

Der bliver slået flere og flere huller i Danmarkskortet. Mediernes og politikernes fremstilling af fattige boligområder med relativt mange sorte og brune beboere som ”parallelsamfund” – adskilte universer hvor retsstaten og ’danske værdier’ ikke kan nå ind – er et forsøg på at skabe nye tomme zoner ”som hvide mennesker kun kan træde ind i gennem medierepræsentationernes fantasi”. Og rent juridisk er der i stigende grad kontinuitet mellem de tomme zoner der ligger i byerne og forstæderne, og dem der ligger omgivet af hegn, marker og skov rundt omkring i landet. Paradigmeskiftet, udvisningsdommene, – men også Parallelsamfundspakken og de særligt lave ydelser der i sidste ende skaber øget fattigdom og kriminalitet,^[30] – dette stadig mere finmaskede net af racegørende love er ikke en reaktion på den øgede indvandring i 2015. Det var i gang før da, og det bliver ved. Selv de seneste fire år, hvor immigrationen faktisk er faldet til et historisk lavt niveau, er man blevet ved med at styrke og udvide deportationssystemet.[31] Det er ikke kun til for at holde ”ikke-vestlige” ude, men også for at fjerne mange af dem der allerede er her. ”Parallelsamfund” og ”udrejsecentre” opretter og udvisker på én gang de zoner der skal til for at få sådan et projekt til at lykkes. Det kræver vold og usynliggørelse af vold at organisere verden på denne måde.

Og den fortsætter, volden. Også efter det er blevet tydeligt for staten og dem der står for at udøve volden, at den ikke virker. Det er kun en brøkdel af de mennesker der på grund af manglende diplomatiske aftaler ikke kan tvangsudvises, som faktisk indvilliger i selv at ”rejse hjem”. I stedet sidder de fleste fanget i deportationssystemet i årevis, hvilket af flere afviste asylansøgere er blevet beskrevet som en ’langsom død’. [32] Den ”motivationsfremmende” vold – tidsubegrænset indespærring, psykisk nedbrydning, berøvelse af folks nutid og fremtid, umuliggørelse af familiære relationer osv. – er på mange måder unyttig og politisk irrationel.

Med den racialiserede kriminalisering og indespærring – som i stigende grad tenderer mod at gøre racegjorte subjekter deportérbare – er vi altså fremme ved det punkt hvor politisk økonomi ikke er tilstrækkelig som analyseindramme i sig selv. Selvom nogle indsatte, både i undervisningsfængslet i Ringe og deportationsfængslet Ellebæk, udfører underbetalt arbejde, giver det fra et økonomisk perspektiv ikke meget mening at spærre folk inde i årevis i offentligt drevne fængsler og udrejsecentre. Det tjener et andet formål – eller, for at parafrasere Wang: Mens obligatoriske integrationsforløb, gældsætning og hyperudbytning er ekskluderende processer der virker gennem inklusion, er indespærring og deportation ”ekskluderende processer der resulterer i civil og faktisk død”. I de tre første tilfælde er staten og kapitalen nødt til at inkludere og holde racegjorte subjekter i live for at kunne presse penge og arbejdskraft ud af dem; i de to sidste er staten nødt til at deportere, indespærre og dræbe dem langsomt ”for at opretholde den nuværende raciale orden”.

Den orden kan ikke reduceres til et sæt determinerende, økonomiske faktorer, men er også psykologisk og historisk forankret. Blandt andet i det socialdemokratiske projekt der, som blandt andre kunsthistoriker Emil Elg flere steder har vist,^[33] længe har været præget af racisme – særligt i mellemkrigstiden, hvor hele forsorgsbegrebet, som udgør en stor del af det ideologiske grundlag for velfærdsstaten, var forbundet med racehygiejniske idéer. Hvis vi går længere tilbage, er der selvfølgelig den europæiske kolonisering og den transatlantiske slavehandel, som ikke kun muliggjorde den globale kapitalisme og den nationale suverænitet, men også, med Mikas Langs ord, etablerede ”den enorme kløft i – eller ikke-del af – menneskeheden, vi kan kalde Sorthed”. [34] Anti-sort racisme, som for afropessimistiske tænkere blandt andet er defineret ved umotiveret vold, er ikke et historisk eller geografisk isoleret fænomen, men fortsætter den dag i dag over hele verden. Ikke kun i form af det amerikanske politis likvideringer af sorte amerikanere i USA, men også for eksempel i det EU-finansierede migrationssystem i Libyen, hvor flygtninge fra Subsaharisk Afrika udsættes for indespærring, tortur og slavegørelse.[35]

At tænke over de økonomisk irrationelle og præ-kapitalistiske dimensioner af racisme udelukker dog ikke den politisk-økonomiske analyse. Kriminalisering og deportation, som virker ved at gøre racegjorte subjekter kassérbare, er intimt forbundet med de inklusionsteknikker der gør folk udsatte for ekspropriation og hyperudbytning. Den danske situation er et godt eksempel på hvordan de to logikker betinger og forstærker hinanden: Deportationstruslen virker også disciplinerende ved at tvinge folk ud i underbetalt, rettighedsløst arbejde, for eksempel i håb om at kunne opnå familiesammenføring eller permanent opholdstilladelse; og på den anden side skubber de lave ydelser og den deraf følgende gældsætning folk ud i desperation og kriminalitet, hvilket øget deres risiko for at blive gjort deportérbare. Med Wangs ord: ”Økonomisk udsathed over for hyperudbytning og ekspropriering; politisk og social udsathed over for præmatur død.”

Et andet eksempel, som også viser at den økonomiske og den politiske sfære ikke kan adskilles, kunne være Parallelsamfundspakken. På den ene side er det en politik der fordriver og kriminaliserer, på den anden side fører den til beboerudskiftning, nedrivning og frasalg af almene boliger. I de tilfælde hvor boligforeninger vælger at sælge for at leve op til de politiske krav, er det økonomiske motiv tydeligt: Private bygherrer og investorer får adgang til store områder der før var almene, og som ofte ligger i lukrative områder i større byer og forstæder. Men også når man river ned og forsøger at ændre beboersammensætningen, er der tale om en overførsel af (adgangen til fælles) ejendom fra (primært racegjorte) mindrebemidlede segmenter til mere velhavende (primært hvide) segmenter af befolkningen. Og uanset: Hvis vi anskuer processen fra perspektivet hos dem der på grund af deres klasse og ’ikke-vestlige’ etnicitet fordrives fra deres hjem og lokalsamfund, er der tale om racial ekspropriation. Med tanke på den nye liste over ”forebyggelsesområder”, og på hvordan midlerne i Landsbyggefonden nu kan allokeres til ”strategisk nedrivning”, er der potentielt tale om et meget stort eksproprierende marked der subsidieres med fælles midler.

Der er noget slående ved hvordan mange af nutidens racistiske, eksproprierende og kriminaliserende politikker får lov at passere som en slags socialpolitik. Almene boliger, socialrådgivning, de offentlige ydelsessystemer, – det er som om disse institutionelle rester af noget fælles mere og mere bliver brugt som våben, først og fremmest imod sorte, brune og muslimske befolkningsgrupper, mens også imod folk der er fattige, syge og overflødiggjorte – med masser af overlap imellem de to grupper. Det siger vi ikke i håb om et forenet, proletarisk subjekt, eller som en påstand om at ’vi alle er i samme båd’ – men fordi senkapitalismen i stigende grad reproducerer de volds- og tvangsformer der indstiftede kapitalismen og den vestlige modernitet: (neo)kolonial udplyndring, berøvelse af oprindelige folks land, slavegørelse og indespærring af sorte mennesker, indhegning og berøvelse af det der plejede at være fælleder. I et interview i Rustbelt Abolition Radio taler historikeren Robin D.G. Kelley om hvordan det moderne kriminalitetsbegreb (og deraf fængselsvæsnet) opstår i 1500-tallet som et resultat af den omfattende indhegning af dyrkningsarealer, skove, kilder, marskområder osv. Det der var fælles, bliver nu privat, hvormed det at færdes på det og tage af det, bliver til ulovlig indtrængen og tyveri. Dét kriminaliserer ikke kun reproduktionen af livet, men flytter også retfærdigheden over i lovens sfære, væk fra genopretning og hen imod straf. En dansk fængselsafskaffelse, selvom den knap nok findes endnu, kunne måske starte dér: I kampen mod de institutioner der eksproprierer, racialiserer og spærrer inde, og i forsøget på ”at forestille sig et andet forhold mellem retfærdighed og det fælles.”[36]

Som Emil Elg skriver i sin analyse af Mette Frederiksens tale ved Folketingets åbning i 2020, giver det ikke mening at tale om de seneste fire års socialdemokratiske racisme som ”et skred” mod højre. Der findes ikke noget ukorrumperet, oprindeligt socialdemokrati at redde, ligesom der heller ikke findes nogen egalitær, ikke-racistisk dansk nationalstat at vende tilbage til. Men der findes mulige alliancer: mellem dem der udbyttes, eksproprieres og brydes ned i henholdsvis integrationssystemet og kontanthjælpssystemet; mellem dem der fordrives fra deres hjem, og dem der udvises og spærres inde i lejre; mellem dem der gøres kassérbare og opbevares i fængsler, udrejsecentre og psykiatriske institutioner, og dem der rammes af en socialforsorg der bliver stadigt mere straffende. Lad os slutte af med at citere et digt af den amerikanske digter Wendy Trevino, der siger det som det er, men også at det kunne være på en anden måde – ved at række ud efter et ’vi’ der stadig er undervejs, og som måske aldrig skal blive helt stabilt: 

Ligesom race er grænser en grusom fiktion

Opretholdt af konstant kontrol, vold

Altid truende med et nyt kort. Det kræver

Tid, mange menneskers tid, at organisere

Verden på denne måde. Og vold. Det kræver mere

Vold. Vold som ingen kan forveksle med

Noget andet end vold. Så meget vold

Forandrer relationer, føder et folk

Som de kan tale til fornuft. Disse mennesker er ikke

Os. De undervurderer volden.

Det har varet et stykke tid. Vi er dem vi er

I deres øjne, selv når vi ikke ved hvem vi er

For hinanden & kulturen er et dokument

over os der forsøger at finde ud af det.[37]

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

---